Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-06 U-VM (1): Fremragende dansk start ved Kyun Cho
U-VM (1): Fremragende dansk start ved Kyun Cho
06. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Mihn Kyun Cho løb sig imod alle odds til semifinalen på 800 meter i kæmpe PR-forbedring.
PR med 2,25 sek. på 800 meter og en semifinaleplads – og så i hans internationale debut! Så kan man vist ikke forlange mere af 16-årige Mihn Kyun Cho (Helsingør IF), der på forhånd ikke var levnet mange chancer for at gå videre til semifinalen ved Ungdoms-VM i Lille. Ikke desto mindre formåede talentet med tiden 1:53,54 min. i det første heat at komme ind på den tredjeplads, som gav direkte avancement til torsdagen semifinale (kl. 17.15).
”Der blev lagt særdeles stærkt ud på første omgang i noget, der lignede sprint. Mihn havde is i maven og lagde sig på fornuftig vis bagest i feltet, hvorfra han rundede første omgang i ca. 56,5 sek. Da der manglede ca. 250 meter satte han tempo på og overhalede de andre atleter én efter én,” fortæller en yderst tilfreds holdleder Jakob Larsen.
Mihns træner Kim Birk var selvsagt også yderst tilfreds.
”Rent taktisk griber Mihn det nærmest perfekt an, og jeg er virkelig imponeret over, hvor cool han greb sin mesterskabsdebut an,” siger han.
”Mihns resultat har spredt en positiv stemning til hele den danske trup. Og den har givet en tro til alle på, at man kan forbedre sin seedning adskillige placeringer,” siger Jakob Larsen.
I aftenprogrammet skal de to spartanere Laetitia Kim Bruun og Nicolai Hartling i aktion i hhv. trespring og 400 meter hæk.
Videooptagelser af dagens tre danske konkurrencer vil blive uploadet på denne hjemmeside, hvorfra der løbende vil blive lagt video og billeder ud: