Loading...

Nyheder 2011

U-VM (4): Kyun Cho faldt med ære

07. juli 2011 · Jeppe Weinreich

Helsingør-løberen var som ventet chanceløs i semifinalen, men kom alligevel hjem i en god tid.

Trods karrierens næsthurtigste tid – 1:54,38 min. - blev Mihn Kyun Cho (Helsingør IF) som ventet løbet over ende i semifinalen på 800 meter. Mihn var kommet i det andet af tre heat, og her lagde kenyaneren Leonard Kirwa Kosencha ud som lyn og torden med en første omgang på 52,17 sek. Mihn løb sit eget løb længere nede i feltet, men kunne trods en sidsteplads glæde sig over igen at være klart under den PR, han havde før mesterskaberne. Helt fremme satte Kosencha såmænd mesterskabsrekord med 1:47,11 min., og af de otte løbere der klarede sig videre til finalen, var syv fra Afrika, mens en løber fra Puerto Rico kom med på tid. 

Dermed sluttede en begivenhedsrig 2. dag for de danske atleter. Kun to atleter mangler nu at komme i aktion. Fredag og lørdag skal Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM) være med i syvkamp, mens Andreas Bertelsen (Vejle IF) kaster i spydkastkvalifikationen lørdag morgen.

Vanvittig verdensrekord
Dagens så ubetingede højdepunkt var drengenes kuglestød, hvor 16-årige Jacko Gill (NZE) ekspederede 5kg-kuglen ud på vanvittige 24.35 meter og dermed vandt guld med en margin på 4.00 meter (!) ned til andenpladsen. 

Resultatliste – 800 meter semifinale drenge

© Copyright Dansk Atletik Forbund