Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-08 Fuld aktivitet fra fredag til søndag
Fuld aktivitet fra fredag til søndag
08. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Fredagens Diamond League i Paris er højdepunktet, men der foregår meget mere denne weekend.
Som det skulle være fremgået af diverse medier, fik Morten Jensen i den 11. time tilsagn om at skulle starte ved fredag aftens Diamond League i Paris (TV2 Sport sender direkte fra kl. 20.00).
”Det er et ’giftigt’ felt – helt på niveau med en VM-finale,” siger Morten Jensen, der tre gange denne sæson har sprunget 8.01 meter, men fortsat mangler 9 cm i at opfylde kravet til VM i Sydkorea i slutningen af august.
”Selvfølgelig vil det være fedt at få en god placering i Paris, men det primære mål er fortsat at klare VM-kravet. Formen er god. Jeg var godt springende til den seneste træning, men har i konkurrence endnu ikke ramt det optimale spring. Får jeg det hele til at gå op i højere enhed på fredag, så bliver det godt.”
Janick Klausen tester foden i Göteborg
Nok er Diamond League det største stævne udenfor mesterskabssammenhæng, men i kvantitet er der ikke meget, der overgår Världsungdomsspelen på Ullevi i Göteborg, hvor 3.500 atleter fra fredag til søndag kommer i aktion. Blandt disse er der en god del danskere, bl.a. skal Janick Klausen (Aarhus 1900) springe i seniorernes højdespring – hans blot tredje konkurrence udendørs i en sæson, der foreløbig har budt på en del skuffelser. Trespringer Anders Møller (Sparta) er ligeledes ikke så tit i konkurrence, men han er med i Göteborg, og så kan alt jo ske. Af andre navne til start nævner vi i flæng: Jon Yde Bentsen (Aalborg AM) på 110 meter hæk, Christian Laugesen (Sparta) på den lange hæk, en stærk Sparta-trio i mændenes stangspring: Wejnold, Nielsen og Stensvig. I kvindernes stangspring er alle de bedste danskere også med: Caroline Bonde Holm (Sparta), Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja) med flere. I kvindernes kuglestød er Trine Mulbjerg på plads igen, og i en særlig opvisningsøvelse får Jessie Ipsen (KIF) fornøjelsen af at dyste mod selveste Carolina Klüft, mens Nick Ekelund-Arenander (KIF) hos mændene løber 400 meter. Og så selvfølgelig et væld af ungdomsatleter
Riis og Hyde i Rhede
Førnævnte Nick får ikke modstand af sine to rivaler fra Sparta, Jacob Riis og Nicklas Hyde, der i stedet løber 400 meter ved fredagens traditionsrige Sportsabendfest i Rhede (GER), som afvikles for 41. gang.
Sara Petersen på fransk visit
Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) er for alvor ved at komme i omdrejninger, og lørdag går jagten på VM-kravet (56,55 sek.) for alvor ind, når hun stiller til start ved et hækkeløbsstævne i Tarare ved Lyon. Allerede dagen efter løber hun igen i Frankrig, denne gang i Chambery, hvor Andreas Martinsen (AK Holstebro) også dukker op på 110 meter hæk. Læs mere her.
Bueno og Bube i England
Endnu en afdeling i den engelske stævneserie British Milers Classic finder sted lørdag i Solihull, og her skal Andreas Bube (Bagsværd AC) på 800 meter forsøge at følge op på sin flotte tid fra Holland sidste weekend. På 1500 meter ligger det i luften, at en Andreas Bueno (Aarhus 1900) i superform er god for en PR. Modsat hans sidste start i England er han lørdag at finde i A-heatet. Jakob Hannibal (Sparta) har gjort det forbløffende godt på 5000 meter denne sæson med stor PR ved det seneste BMC-meeting samt sejr ved landskampen i Serbien. Lørdag løber han samme distance i et A-heat, mens de tre 1900-løbere, Morten Fransen, Johan Damkjær og Ulrik Heitmann alle løber i et B-heat, som også har deltagelse af Korsørs Abdi Hakin Ulad.