Loading...

Nyheder 2011

U-VM (5): Fin åbning af Sofie Albrechtsen

08. juli 2011 · Jeppe Weinreich

Trods modvind i løbene er syvkæmperen indenfor rækkevidde af en ny PR.

Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM) fik en perfekt start på førstedagen af pigernes syvkamp ved Ungdoms-VM i Lille. Trods en stærk modvind på 2,0 m/s kunne hun på 100 meter hæk skære 1/10 sek. af sin PR til 15,30 sek. Med 1.69 meter i højdespring avancerede hun fra en 31. til en 19. plads, og det kunne meget vel have været mere; så gode var hendes to første forsøg på PR-højden 1.72 meter. I dagens tredje øvelse, kuglestød, blev det til 10.25 meter – det længste hun har stødt i en mangekamp – og med det resultat kunne hun faktisk avancere til den bedste halvdel af feltet som nr. 17 ud af 34. 

Som det var tilfældet på hækken havnede hun på 200 meter også i det heat med den stærkeste modvind – hele 2,7 m/s. På trods af det løb hun 26,80 sek., som - vinden taget i betragtning - er fuldt på højde med hendes PR fra NM Mangekamp på 26,54 sek. Med resultatet ligger hun som nr. 21 før lørdagens tre sidste øvelser og er - om alt går vel – godt på vej til en ny PR.

Resultatliste – Syvkamp 1. dag

© Copyright Dansk Atletik Forbund