Loading...

Nyheder 2011

Sara haler ind på VM-kravet

10. juli 2011 · Jeppe Weinreich

Med 56,95 sek. løb Sara Slott Petersen i Chambery sin bedste tid siden VM i Berlin. Også Andreas Martinsen var god for et dansk årsbedste - 14,11 sek.

Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) tog endnu et skridt mod VM-deltagelse, da hun søndag i Chambery (FRA) vandt 400 meter hæk i årsbedste 56,95 sek. Dermed mangler hun nu blot 4/10 sek. i at klare VM-kravet på 56,55 sek. Med en stigende formkurve og mere end en måned til deadline (15/8) ligner den 24-årige aarhusianer – der nåede semifinalen ved det seneste VM i 2009 - et godt bud på en VM-billet. Landstræner i sprint og hæk, Mikkel Larsen, ser fortrøstningsfuldt på Saras chancer for at komme til Sydkorea.

”Der er stadig et par fejl i hendes løb, som skal forbedres, så de sidste 4/10 sekunder kan hakkes af,” lyder det fra Chambery.

Det var Sara Slott Petersens anden sejr i Frankrig på to dage. Lørdag vandt hun i den lidt dårligere tid 57,73 sek. i Tarare nær Lyon. Med de 56,95 sek. gik Sara Slott Petersen for syvende gang i karrieren under de 57 sekunder. Tiden er desuden hendes hurtigste siden VM i Berlin i august ’09.

Årsbedste af Andreas Martinsen
Endnu et dansk årsbedste så dagens lys ved stævnet i Chambery, da Andreas Martinsen (AK Holstebro) i det indledende heat klokkede ind i 14,11 sek. på 110 meter hæk. Dermed tyder noget på, at formen er ved at indfinde sig på det rigtige tidspunkt; Andreas løber indledende ved EM U23 i Ostrava (CZE) fredag formiddag.

”Andreas er endelig ved at få lidt lethed i benene igen,” fortæller Mikkel Larsen, der betegner præstationen som en positiv optakt. Også selv om Andreas i finalen havde en dårlig start og – kombineret med en modvind på 1,7 m/s – her måtte nøjes med 14,30 sek.

© Copyright Dansk Atletik Forbund