Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-10 VU-Spelen 3. dag: Dansk årsbedste af Trajkovski
VU-Spelen 3. dag: Dansk årsbedste af Trajkovski
10. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Med 21,60 sek. på 200 meter viste Andreas Trajkovski, at hurtigheden ikke fejler noget før Junior-EM. Længste trespringsnotering hos kvinderne i fire år - og fortsat højt niveau af Kim Christensen i kuglestød.
To danske topnoteringer så dagens lys på Ullevi i Göteborg søndag. Først sejrede Andreas Trajkovski (KIF) på juniorernes 200 meter i ny personlig rekord 21,60 sek. og forbedrede dermed Mike Kalisz’ (Sparta) bedste tid i år med 0,05 sek. Samme Kalisz fik hos seniorerne noteret 21,76 sek., mens Nick Ekelund-Arenander (KIF) for første gang kom under 22 sek. med 21,93 sek.
Trespringere i hopla
Dagens andet danske årsbedste skulle findes i kvindernes trespring, hvor de to KIF-atleter, Jessie Ipsen og Katrine Holten Kristensen var i hopla. Førstnævnte sprang på tredjepladsen længst med 12.63w, mens Katrine havde det længste godkendte forsøg med 12.51 meter. Det sidste er faktisk det længste af en dansk kvinde siden 2007 og placerer hende som nr. 5 på alle tiders rangliste. Jessies længste godkendte spring – 12.32 meter – er ligeledes PR og placerer hende på en 7. plads på samme liste.
Anders Møller vinder sikkert
I mændenes trespring havde Anders Møller (Sparta) også for meget vind med sig, da han sejrede i 16.33 meter (+3,2 m/s), men niveauet er stadig højt og lover godt for DM-duellen mod Peder P. Nielsen om fire uger. Med sejren sørgede Anders for, at dansk atletik vandt alle mændenes springøvelser. For inden var det Mikkel M. Nielsen (Sparta), der i stangspring henviste alle svenskerne til sekundære placeringer med vinderspringet 5.12 meter.
Kim holder det høje niveau
Egentlig stod Kim Christensen (Sparta) ikke på startlisten i mændenes kuglestød, men med 19.87 og 19.79 meter i Växjö og Bottnaryd for nylig – og så igen 19.74 meter torsdag i Växjö – skulle formtoppen udnyttes. 19.65 meter og sikker sejr blev det til i dag med et stød, som ifølge Kim selv faktisk var halvsløjt. Måske kommer de 20 meter, når han tirsdag er i aktion igen i Estland.
Ungdommen viser flaget
- Selv om Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900) først fylder 15 i november, kan hun sagtens begå sig hos seniorerne. Søndag satte hun i selskab med de langt ældre konkurrenter ny PR på 200 meter med 25,03 sek. – endda i modvind (-1,1 m/s). Det er blot 0,03 sek. fra Sara Petersens årgangsrekord.
- Flere unge sprintere var svenskerne overlegne. På de 15-årige drenges 300 meter imponerede Simon Mathiesen (Hvidovre AM) med vindertiden 35,53 sek., hvilket er ny dansk ungdomsrekord i klassen.
- 13-årige Simon Hansen (Herning GF) var i en klasse for sig og fulgte lørdagens sejr på 80 meter op med sejr på 200 meter og i længdespring med hhv. 24,60 sek. og 5.97 meter – i begge tilfælde ganske tæt på de respektive ungdomsrekorder.
- Mathilde Heltbech (Helsingør IF) leverede også en overbevisende sejr, da hun kom først over målstregen i de 16-årige pigers 100 meter hæk med ny PR 14,16 sek.
- En anden ung Helsingør-atlet, 14-årige Mathias Mørk var på drengenes 100 meter hæk også hurtigst af alle med ny PR 14,54 sek.
Resultatliste
Världsungdomsspelen 3. dag – Göteborg 11/7