Loading...

Rejsebrev VM Veteraner (3), Sacramento (USA)

11. juli 2011 · Aase Friedrichsen

Lidt betragtninger her fra Sacramento:

Jeg oplever det, som om det i høj grad drejer sig om at tjene penge. Hvilket andet land skal man betale 14 dollars til for at købe en ESTA (visa), selvom det kun drejer sig om en ferie?

Ved andre verdensmesterskaber har der været en deadline for registrering mindst 1½ måned før stævnet starter, men her stoppede man først registreringen omkring den 4. juli, blot man ville betale ekstra for sin tilmelding. Per Egge Rasmussen og Ingrid Rasmussen havde tilmeldt sig rettidigt, men af en eller anden grund var deres mail ikke nået ind til DAF. Det lykkedes heldigvis at få dem med, men de måtte så acceptere at betale ekstra 520 dollars tor at komme med. Her i Sacramento måtte de så betale yderligere 1040 dollars, fordi man sagde, at deres betaling ikke var nået frem! Det blev dog klaret, fordi vi heldigvis medbringer både computer og printer, så vi kunne fremvise de kvitteringer, der blev mailet herover. Flere havde også købt billetter til ”AthletesParty”, men de fik kun udleveret billetter, hvis de kunne fremvise en kvittering. Endnu engang måtte Michael Bruun Jepsen i DAF i gang med at maile kvitteringer til os, så det også blev klaret. Jeg skal snart ud at købe mere printerpapir og printerpatroner!

 

De mange sene tilmeldinger betyder også, at der ikke findes et trykt program, hvor man nemt kan læse, hvad og hvornår de forskellige konkurrencer foregår, og en del konkurrencer er blevet flyttet, f.eks. skal Knud Høyer i kastefemkamp 2 dage senere, og det er temmelig uheldigt, fordi han og Inge har lejet en camper, som de ellers skulle have benyttet.

 

Den udvidede tilmeldingsfrist har virkelig givet flere deltagere. Der er tilmeldt mere end 4800 atleter fra 93 lande. Aldersmæssigt er her 74 deltagere fra 35 år, men kun 1 deltager, som er over 100 år.

 

Et andet irriterende problem er, at Leif Hansen og Carl manglede deres bagage, da vi ankom til San Francisco mandag, og her lørdag mangler den stadig. I går blev Carls bagage lokaliseret, men det er tilsyneladende ikke ensbetydende med, at den kommer til Sacramento, og Leifs bagage er sporløst forsvundet. I morgen skal vi til det første store møde i EVAA, men det bliver næppe i pænt tøj. Det har været nødvendigt at købe shorts og t-shirts, så det bliver nok hans påklædning!

 

Lørdag havde vi rigtig mange i gang med konkurrencer, og vi fik stævnets første to guldmedaljer.

Inge Faldager, Hvidovre, K60 startede morgenen med at hente guld i hammerkast. Resultat: 42,72 meter. 

Frede Klausen, Esbjerg, M65 nåede ud på 3,05 m i længdespring og blev nr. 10.

Ingrid Rasmussen, Randers, K75 blev nr. 8 med et kuglestød på 5,86 meter.

Inge Faldager, Hvidovre, K60 blev nr. 11 med et kuglestød på 9,20 meter.

Anne K. Jensen, Aalborg, K55 kastede diskos og nåede ud på 31,91 meter, så hun fik sølv. 

Per Sabroe og Tom O. Jensen kvalificerede sig til finalen i hammerkast, hvor de ligger rigtig godt, nemlig som nummer 3 og 4:

Tom O. Jensen med 48,95 meter

Per Sabroe med 48,80 meter

Susanne Hedeager, OA/OGF, K50 hentede holdets anden guldmedalje, nemlig i trespring. Hun fik noteret:10,19 m (1.7). Det er også ny dansk rekord. 

5.000 meter løberne på Sac City opnåede disse resultater:

Jens Noe Myrup, Holbæk LMK, M70  klarede 24:53.88 og blev nr. 21

Mogens Dam, Vejle, M75 klarede 33:43.99 og blev nr. 19

Bent Lauridsen, Korsør, M75 klarede 21:40.50 og blev nr. 4

Jes Andersen, Bagsværd, M60 klarede 18:09.19 og blev nr. 5

 

800 meter semifinaler:

Mogens Dam, Bent Lauridsen og Rigmor Østerlund gik til direkte finale på mandag.

René Lehman Pedersen, OA/OGF, M50 var under behandling det meste af dagen, og han mente, at han havde det så godt, at han alligevel stillede op i sit løb, men allerede efter ca. 150 meter måtte han udgå.

Ingerlise V.Jensen, Viborg, K60 løb et utrolig flot løb. Hun blev suverænt nr.1 med tiden 2:51.58 og fortsætter til finalen.

Michael Pedersen, KIF, M35 blev nr. 16 med tiden 2:05.92.

© Copyright Dansk Atletik Forbund