Loading...

Nyheder 2011

EM-U23 (1): Rasmus W. er videre

14. juli 2011 · Dansk Atletik Forbund

Vinden drillede stangspringerne i kvalifikationen, men Rasmus W. Jørgensen holdt stand og gik videre med 5.10 meter.

U23-mesterskaberne i Ostrava (CZE) fik en god dansk start, da stangspringer Rasmus W. Jørgensen uden de store problemer sprang sig til finalen med 5.10 meter i andet forsøg.

På forhånd havde den 22-årige spartaner regnet med, at der skulle 5.30 meter til for at gå videre, men vejrforholdene kom bag på mange af konkurrenterne.

”Det var svære forhold. Vinden kørte rundt med folk, så med 5.10 er jeg videre til finalen,” lød det fra en tilfreds Rasmus W. Jørgensen, der hurtigt tog tilbage til hotellet for at forbedrede sig på finalen, der finder sted lørdag klokken 17.00.

Højest af alle nåede en af favoritterne, tyske Raphael Holzdeppe, der som den eneste først valgte at starte på 5.35 meter. Flere springere med årsbedste på både 5.30 og 5.40 meter formåede ikke at klare 5.10 meter under de drilske forhold, bl.a. fik Frankrig kun en af deres tre springere videre.

De 5.10 meter var i øvrigt Rasmus’ første notering siden, at han ved Copenhagen Athletics Games den 12. august klarede 5.31 meter. 

Kenneth Mertz ude
Knap så godt gik det for den anden dansker i aktion i formiddag. Kenneth Mertz (Sparta) nåede i første runde af kuglestødskvalifikationen ud på 16.90 meter, men fik i de to sidste runder noteret et kryds i protokollen og sluttede som nr. 17 ud af 19. I sidste ende rakte 17.66 meter til finalen – en længde, som Kenneth én gang i karrieren har været ude over.

Følg Nick på Eurosport
Der skulle være god mulighed for at følge Nick Ekelund-Arenander (KIF) i aftenens indledende 400 meter. Ud over ”live streaming” på EAA’s hjemmeside sender Eurosport direkte fra 17.30-20.00. Nick løber klokken 19.17 i det andet heat, hvor han har fået bane 7. Grundet blot 21 tilmeldte bliver der ingen semifinale.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund