Loading...

Nyheder 2011

EM-U23 (3): Dansk rekord sender Mulbjerg i finalen!

15. juli 2011 · Jeppe Weinreich

Med 15.46 meter aflivede Trine Mulbjerg den fem år gamle danske rekord og er nu i finalen. Også Andreas Martinsen er videre til semifinalen på 110 meter hæk.

En kvindelig dansk kuglestøder i en international finale? Jo, den er god nok. Med et superstød på 15.46 meter i kvalifikationens tredje runde leverede Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) i den grad varen. Dansk rekord og en 10. plads og dermed en plads i finalen senere i dag (17.35).

På 110 meter hæk løb Andreas Martinsen (AK Holstebro) med 14,08 sek. sit næsthurtigste løb nogensinde. I hans hurtige heat rakte det ikke til at komme blandt de tre første, som gik direkte videre til semifinalen, men - viste det sig - var hans tid klart god nok til at bringe ham videre.

Caroline røg ud i kvalifikationen
Mens Trine Mulbjerg overgik sig selv, måtte stangspringer Caroline Bonde Holm (Sparta) lidt skuffende sige farvel til dette EM efter kun at have klaret 4.05 meter i kvindernes kvalifikation. Hun startede ellers godt med 4.05 meter i første forsøg, men rev efterfølgende ned tre gange på 4.15 meter. I sidste ende viste det sig, at 4.10 meter i andet forsøg havde været nok til en finaleplads. Carloline sluttede som en samlet nr. 14, mens Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja) endte på en delt 22. plads ud af de 25 startende med 3.85 meter.

Formiddagens sidste mand i aktion, Ole Hesselbjerg (Sparta), endte sidst i det andet indledende heat på 3000 meter forhindring med tiden 9:16,81 min.

Dermed har alle otte danskere nu været i aktion. Tre er videre med følgende starttidspunkter:

Fredag
17.35 Kuglestød K finale – Trine Mulbjerg (Aarhus 1900)
Lørdag 
17.00 Stangspring M finale – Rasmus W. Jørgensen (Sparta)
17.30 110 meter hæk semifinale – Andreas Martinsen (AK Holstebro)

(opdateres senere)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund