EM-U23: Trine slutter som nr. 11 - Mikkel M. Nielsen klarer 5.31m i Skotland!
15. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Trine Mulbjerg kunne ikke gentage bedriften i kuglestødsfinalen, men sluttede på en ærefuld 11. plads. Et helt andet sted i Europa imponerede stangspringer Mikkel M. Nielsen.
Bare syv timer efter at have sat dansk rekord gik Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) i ringen igen i finalen ved EM U23 i Ostrava. På forhånd var en plads blandt de otte bedste urealistisk, og med succesen allerede hjemme måtte Trine tage til takke med en 11. plads med sit eneste markerede stød på 14.05 meter. Russiske Yevgeniya Kolodko vandt guld med 18.87 meter. En plads blandt de otte, der fik tre ekstra stød krævede så meget som 16.38 meter.
Mikkel M. Nielsen over 5.31 meter!
Et helt andet sted i Europa, i Glasgow, hvor de skotske mesterskaber afvikles denne weekend, havde arrangørerne valgt at flytte stangspringskonkurrencen ud på den centrale George Square i hjertet af byen som en optakt. I disse åbne skotske mesterskaber sprang Mikkel M. Nielsen (Sparta) såmænd 5.31 meter og endte på andenpladsen med samme højde som vinderen.
Det er en forbedring på hele 11 cm af den PR, Mikkel satte i sidste måned, og med resultatet rykker han nu op, hvor det begynder at blive interessant. På alle tiders listen springer han forbi Trongårdens Sverre Vange (5.30 meter – 1994) og lander som en solid nummer fire efter Buciarski (5.75m), Voss (i5.72m) og Wejnold (5.50m). Så skal det blive interessant at se, om sidstnævnte i morgen i finalen i Ostrava formår at fravriste Mikkel M. Nielsen førstepladsen på årets danske rangliste.
De seneste rekordforbedringer i kvindernes kuglestød:
14.46m Karen Inge Halkier (Skovbakken) – Stavanger 290662
14.48m Birthe Kofoed (Herlufsholm GF) – Herlufsholm 260878
14.58m Christina Scherwin (Sparta) – 190403
14.64m Christina Scherwin (Sparta) – Hvidovre 100803
14.86m Christina Scherwin (Sparta) – 040206
14.88m Christina Scherwin (Sparta) – 010406
15.24m Christina Scherwin (Sparta) – La Jolla, CA (USA) 140506
15.46m Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) – Ostrava 150711