Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-22 Junior-EM: Skadet Trajkovski slutter som nr. 7
Junior-EM: Skadet Trajkovski slutter som nr. 7
22. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Trods en fodskade kæmpede den 18-årige længdespringer sig op på en flot 7. plads med 7.50 meter.
En dybt skuffet Andreas Trajkovski (KIF) måtte fredag aften se sit mål om en topplacering ved Junior-EM i Tallinn spoleret af en fodskade. Allerede under opvarmning mærkede den 18-årige længdespringer, at noget var galt. Trods en smertende fod gav Trajkovski alt, hvad han havde i sig, og kunne i sidste ende slutte på en pæn 7. plads med 7.50 meter. Men det var ikke lige det, han havde håbet på, på den aften som skulle have været sæsonens højdepunkt.
”Der var bare ikke noget at gøre,” lyder det fra Trajkovski, der ikke forventer at kunne springe mere denne sæson. ”Den er helt galt med foden lige nu.”
Uhørt højt niveau i finalen
Efter to overtrådte forsøg fik Trajkovski noteret 7.50 meter i tredje omgang og nåede dermed blandt de otte springere, som fik tre ekstra forsøg. Ved indgangen til de tre sidste runder lå han faktisk på en flot 4. plads, men røg herefter hurtigt ned på 7. pladsen. Der blev i de sidste runder leveret nogle forbløffende lange spring. Først nåede Sergey Morgunov (RUS) ud på hele 8.10 meter i femte runde. Han blev dog overhalet med én cm i sjette omgang af polakken Tomasz Jaszczuk, inden Morgunov – med hjælp af god medvind - svarede igen med 8.18w. Altså en forbløffende høj standard. Bronzen blev vundet på 7.83 meter.
”Jeg må bare komme tilbage endnu stærkere næste år,” siger Andreas Trajkovski, der var den 3. bedste af de springere, der som årgang 1993 også næste sæson er juniorer. Her hedder hovedmålet Junior-VM på Barcelonas Olympiske Stadion.