Loading...

Nyheder 2011

Morten Jensen nr. 6 i Luzern

22. juli 2011 · Jeppe Weinreich

Med 7.91 meter uden at ramme planken viste længdespringeren, at VM-kravet fortsat er inden for rækkevidde.

Længdespringer Morten Jensen (Sparta) sluttede på en 6. plads med 7.91* meter ved torsdagens Spitzenleichtathletik i Luzern (SUI). Som nogle atletikinteresserede så på Eurosport, så ramte Morten slet ikke planken i sit længste spring, så potentialet til at klare VM-kravet (8.10m) er fortsat til stede. Ellers var det en fin konkurrence med hele fem springere over 8.00 meter, med marokkanske Yahya Berraba som vinder med 8.18 meter. 

Næste konkurrence bliver fredagens DN Galan i Stockholm (29/7), der efter overgangen fra Golden League til den udvidede Diamond League fortjent er kommet med i det bedste selskab. 

”Ingen panik, jeg skal nok ramme den,” lyder det fra Morten Jensen, der sandsynligvis også vil være at finde i det efterfølgende Diamond League stævne i London (5.- 6. august), der kommer til at overlappe Store-DM (6.-7. august), hvor længdespringsfinalen er blevet flyttet til søndag. 

DN Galan Big Shot
Med i Stockholm er Mortens klubkammerat, kuglestøder Kim Christensen, der støder i DN Big Shot dagen før det egentlige stævne. Kim var tirsdag i aktion ved et lille hjemmestævne på bopælen i Växjö, hvor han nu - efter en række stævner med lange stød – måtte nøjes med 19.14 meter. Kim fik i øvrigt i sidste uge besked om, at han nu officielt er udtaget til VM.

Resultatlister
Spitzenleichtathletik Luzern (SUI) – 21. juli

*Bemærk, at det officielle resultat for Morten Jensen er 7.89 meter. Ifølge tv-billederne samt Mortens eget udsagn var det dog 7.91 meter – uden at det ændrer noget ved hans placering.)

I forbindelse med Janick Klausens kvalifikation til finalen ved Junior-EM forsøgte hjemmesiden forgæves at få en kommentar fra Janick og hans træner. Det lykkedes imidlertid for EAA's presseafdeling - se interviewet her, hvor Janick fortæller om sine skader og sit mål for finalen.

© Copyright Dansk Atletik Forbund