Loading...

Nyheder 2011

Junior-EM: Janick sørger for dansk EM-sølv!

23. juli 2011 · Christian Rath

Med 2.25 meter i første forsøg vandt Janick Klausen sølv ved Junior-EM.

Janick Klausen (Aarhus 1900) understregede lørdag aften atter, at han er bedst, når det gælder, da han vandt sølv ved Junior-EM med 2.25 meter – ny dansk U23-rekord.

Sølvmedaljen kommer som en forløsning for det 18-årige talent, der siden marts har været stærkt plaget af skader. På baggrund af de langtfra optimale forberedelser forstod den 18-årige højdespringer at få det optimale ud af en finale, hvor forhåndsfavoritten Nikita Anischenkov (RUS) fuldt fortjent sejrede med 2.27 meter.

Janick Klausen klarede sin begyndelseshøjde 2.09 meter i første forsøg, men skabte herefter unødig stor spænding, da han som den eneste stod over 2.13 meter og herefter måtte bruge tre spring, før de 2.16 meter kom i hus. Herefter løftede Janick sig op ved hårrødderne. 2.19 blev klaret i første forsøg, 2.23 meter i andet, og pludselig var han inde i medaljekampen igen. I den afgørende fase tog han så 2.25 meter i første spring og lagde pres på Anischenkov, som dog lige efter også kom over i første forsøg og dermed reelt sikrede sig guldet. Russeren tog efterfølgende også 2.27 meter i første forsøg, og i et sidste forsøg på at besejre ham valgte Janick at gemme sit tredje forsøg til 2.29 meter, som han dog ikke var tæt på at klare.

En kamp for at blive klar
”Det har hele tiden været en kamp for at blive klar,” lød det fra en lykkelig træner, Thomas Corteebeck. ”Med de forberedelser vi har haft – Janick har slet ikke lavet nogen form for grundtræning i foråret – er det her fantastisk. Han viser igen, at han er bedst i de store konkurrencer, så jeg er stolt af ham. Nu skal vi hjem og have styr på foden.”

Faktisk er det ikke længere afsætsfoden, på hvilken han fik revet et par ledbånd over i marts, der har skabt problemer på det seneste. Nu er det den højre fod, hvor en lille flig af fodrodsknoglen er gået af, som det er galt med. Det er ikke dog noget farligt, har eksperterne bedømt.

VM i Daegu er ikke udelukket, siger Janicks træner, men at jagte VM-kravet (2.28m) med en fodskade er ikke tilrådeligt. 

Sølv ved Ungdoms-VM i 2009 med 2.20 meter og nu to år efter sølv igen ved Junior-EM med 2.25 meter. Med lørdagens andenplads er den bedste danske placering ved Junior-EM siden 1977, hvor Dorthe Rasmussen vandt guld på 1977, nu en realitet.

Flot 7. plads til Jeppe Harboe 
Samtidig med at Janick Klausen kæmpede i højdespring, fightede de to danske deltagere på 5000 meter, Jeppe Harboe (Sparta) og Thijs Nijhuis (Skive AM), heroisk i den hede aften i Tallinn, hvor temperaturen nærmede sig de 30 grader. I det lille finalefelt formåede Jeppe Harboe endda med 14:54,13 min. at komme i top-8 med en 7. plads, mens Thijs Nijhuis på en 10. plads lige klemte sig under de 15 minutter med 14:59,25 min.

Junior-EM, Tallinn (EST)
Tidligere danske medaljer ved Junior-EM

1966 Bronze – Else Hadrup (Viborg AF) – 100 meter 12,2 sek.
1973 Bronze – Bent Larsen (AIK Vejgaard) – Spydkast 73.46 meter
1975 Sølv – Loa Olafsson (KIF) – 1500 meter 4:19,6 min.
1977 Guld – Dorthe Rasmussen (Glostrup IC) – 1500 meter 4:20,9 min.
1995 Bronze – Rikke Rønholt (Holte) – 400 meter hæk 57,71 sek. 
2003 Bronze - Mohammed Bashir (Kolding KFUM) - 10000 meter 29:42,42 min.
2009 Bronze - Caroline Bonde Holm (Sparta) - Stangspring 4.10 meter
2011 Sølv – Janick Klausen (Aarhus 1900) – Højdespring 2.25 meter

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund