Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-24 Bube i ny supertid: 1:46,77 min.!
Bube i ny supertid: 1:46,77 min.!
24. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Igen: Hurtigste 800 meter-tid nogensinde af en danskfødt løber. Andreas Bube bliver nr. 3 i Pergine (ITA).
I 37 år stod Sven-Erik Nielsens 1:47,1 min. som den hurtigste 800 meter-tid af en danskfødt løber, indtil Andreas Bube (Bagsværd AC) for to uger siden løb 1:46,93 min. Den tid fik til gengæld kun lov til at stå i 14 dage, før selvsamme Bube lørdag aften (23/7) i Pergine (ITA) barberede den ned til 1:46,77 min.
Med det flotte løb, der indbragte Bagsværd-løberen en 3. plads i et tæt opgør, nærmer han sig for alvor VM-kravet (1:46,30 min.), selv om det efter Bubes eget udsagn ikke har været et egentlig mål for ham denne sæson.
Løbet i det norditalienske formede sig godt til at begynde med. Bube lå lige efter haren ved 480 meter, da denne begyndte at sagtne farten.
”Jeg forsøger så at overhale, fordi han går ned i tempo. I det samme går han ud i bane 2 og presser mig over i tredje bane,” fortæller Bube, der blev nødt til at bremse op, hvorefter feltet overhaler ham indenom. Han får dog fart på igen og kommer op i front, men det hurtige ryk har kostet for megen energi, og på de sidste 20 meter formår en marokkansk og en kenyansk løber lige akkurat at gå forbi ham og slå ham med hhv. 0,14 og 0,11 sek.
Løber i Gent næste lørdag
Under alle omstændigheder var det en flot præstation, der igen – sammen med Andreas Buenos tid i England – understreger, at der i øjeblikket er grøde på mellemdistancen herhjemme. Og måske er der yderligere forbedringer i vente næste weekend. Næste lørdag stiller de to gange Andreas nemlig op på favoritdistancerne ved et internationalt stævne i Gent (BEL).
Med tiden 1:46,77 placerer Andreas Bube sig på en 30. plads på den europæiske rangliste, hvor der er tæt mellem navnene. Således ligger der 19 løbere mellem 1:46,16 min. og de 1:46,77 min. Nordens hurtigste i år, Mattias Claesson (SWE), ligger med 1:46,73 min. lige akkurat foran dansk atletiks håb på distancen.