Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 07-29 DN Galan Big Shot: Skuffende sidsteplads til Kim
DN Galan Big Shot: Skuffende sidsteplads til Kim
29. juli 2011 · Jeppe Weinreich
Med 18.65 meter trak den danske kuglestøder en nitte og måtte som den eneste forlade klassefeltet efter tredje runde.
Nok var kuglestøder Kim Christensen (Sparta) ikke tiltænkt nogen hovedrolle ved torsdagens DN Galan Big Shot i Kungsträdgården i Stockholm, men at han måtte forlade scenen efter bare tre runder må betegnes som en skuffelse for den 27-årige dansker, der i den seneste måned ellers har vist sit højeste niveau nogensinde.
Kim lagde ud med 18.65 meter i første runde, og det skulle vise sig at blive hans længste stød. Andet forsøg var ugyldigt, og før hans tredje stød havde svenskeren Niklas Arrhenius med 18.85 meter skubbet ham ned på den ene sidsteplads, der netop ikke gav tre ekstra forsøg. Med 18.34 meter kunne Kim ikke svare igen og måtte herefter følge konkurrencen fra sidelinjen. En konkurrence, som verdensmesteren Christian Cantwell (USA) førte fra start til slut med 21.70 meter i 4. runde som det bedste forsøg. I sidste runde var den olympiske mester Tomasz Majewski (POL) dog tæt på at snyde amerikaneren med 21.60 meter.
Morten Jensen til start i Stockholm
Fredag aften finder det ”rigtige” DN Galan sted, hvor Morten Jensen (Sparta) for tredje gang i år skal springe i Diamond League. TV2 Sport sender live fra 20.00-22.00. På Svensk 2 kan man allerede følge konkurrencerne fra kl. 19.00. Fra kl. 20.00 skiftes der over på Svensk 1.