29. juli 2011 · Jakob Larsen
Vejen til deltagelse ved de olympiske lege i London er lang - også i papirverdenen.
Dansk Atletik Forbunds elitestab arbejder med en samlet oversigt over potentielle OL-deltagere. Men da der kan være udøvere, som p.t. ikke er relevante i en OL-betragtning, men som vil gennemgå en stor resultatmæssig udvikling i den kommende tid, skal vi bede alle udøvere, trænere og klubledere læse følgende grundigt:
Da man for at deltage ved OL 2012 skal være registreret som potentiel OL-deltager af DIF ultimo februar 2012, skal man som potentiel OL-deltager kontakte DAFs cheftræner Lars Nielsen senest 1. februar 2012. Er dette ikke gjort, kan man uanset resultatniveau ikke deltage ved OL 2012, da man i tilfælde heraf ikke kan blive optaget i den britiske registreringsprocedure.
Derudover kræves udarbejdelse af forberedelsesplan fra afleveringstidspunktet og frem til en eventuel kvalifikation. Dette er obligatorisk og skal indeholde træningsplan samt angivelse af ved hvilke kvalificerende stævner, man agter at deltage. Såfremt denne plan fraviges uden forudgående skriftlig godkendelse af DAFs cheftræner, vil DAF ikke indstille udøveren til udtagelse.