Loading...

Nyheder 2011

DM 2. dag: Dansk rekord og VM-billet til Møller!

07. august 2011 · Jeppe Weinreich

16.88 meter nåede Anders Møller ud på i søndagens trespringsfinale, der levede mere end op til de høje forventninger.

Utrolige Anders Møller (Sparta) stjal på ny billedet, da han i søndagens trespringskonkurrence forbedrede sin seks år gamle danske rekord med 12 cm til 16.88 meter. Dermed røg han tre cm over kravet til det kommende VM, der bliver karrierens tredje af slagsen.

Rekordspringet – der placerer Anders Møller som nr. 18 i Europa i år – blev hevet frem i tredje runde, efter at han forinden havde forbedret mesterskabsrekorden til 16.44 meter. Den imødesete DM-dyst blev hermed afgjort; Peder P. Nielsens (Aarhus 1900) personlige rekordforbedring til 16.49 meter lidt efter i samme runde satte blot en tyk streg under, at der var tale om en historisk god DM-finale. Før søndagen så alle tiders listen sådan her ud: "1. Anders Møller 16.76m (2005) 2. Peder P. Nielsen 16.47m (2011)". Hvornår er det senest sket, at de to øverste pladser i en disciplin på samme dag er blevet forbedret? 

Andersmoeller DM2011 1688 Soeborgashx”Jeg kan godt se det absurde i, at jeg er klar til VM, mens Morten stadig hænger. Men han er i så god form, at det er et spørgsmål om dage, inden han rammer den,” udtalte Anders Møller efterfølgende til B.T’s Peter Fredberg med henvisning til Morten Jensen (Sparta), hvis træning han sammen med cheftræner Lars Nielsen er ansvarlig for.

8. titel til Morten Jensen
For det lykkedes nemlig ikke for Morten Jensen at finde det helt lange spring frem søndag. Efter et let overtrådt forsøg omkring de otte meter sikrede han sig sin ottende titel på stribe med 7.73 meter i anden runde – og pakkede derefter sammen for at koncentrere sig om torsdagens Copenhagen Athletics Games.

Bube viste sin klasse
Mændenes 800 meter finale var en ganske seværdig affære. Den allerede VM-udtagne Andreas Bube (Bagsværd AC) lagde sig fra start lige efter Andreas Bueno (Aarhus 1900) med mesteren fra 2009, Aladdin Bouhania (Aarhus 1900), på tredjepladsen. Bueno rundede første omgang i 55 sekunder og holdt føringen, indtil den sidste langside, hvorefter Bube med en uimodståelig spurt viste sin klasse og vandt i 1:49,36 min. – den hurtigste vindertid siden 1994, hvor Wilson Kipketer vandt sin sidste DM-titel på distancen. Bouhania måtte på de sidste meter se sig overhalet af Nick R. Jensen (Sparta), der efter et langsomt udlæg avancerede kraftigt på de sidste 250 meter for at tage bronze. Andreas Bueno, der forbedrede sin PR med godt 3 sekunder, var efter løbet væsentlig gladere for sin sølvmedalje end gårsdagens af guld på 1500 meter. Samtidig bekendtgjorde han, at han nu helt indstiller sæsonen for at lade op til den næste.

Rasmus Wejnold besejret
En artig overraskelse var det, at Mikkel M. Nielsen (Sparta) i stangspring formåede at besejre sin klubkammerat Rasmus W. Jørgensen. Mikkel kom flot over 5.25 meter i sit andet forsøg, mens den forsvarende mester måtte bruge tre forsøg på at klare højden. Mens Mikkel herefter forgæves forsøgte sig tre gange på ny PR-højde 5.35 meter, valgte Rasmus noget overraskende at stå over til 5.45 meter. Her havde han flere rigtig gode forsøg, men overliggeren blev ikke liggende, og efter to sølv og én bronze ved de seneste tre mesterskaber kunne Mikkel M. Nielsen søndag drage hjem med én af guld.

Nyt navn i diskoskast
En endnu større overraskelse var det, at 21-årige Emil Mikkelsen (OA/OGF) kunne snuppe mesterskabet i mændenes diskoskast. Føringerne skiftede undervejs, men med sin anden PR-forbedring til 51.65 meter i femte runde satte den unge fynbo – der trænes af den danske mester i kugle fra 1991, Jørgen Halkjær - tingene på plads. Emil Mikkelsen mødte i øvrigt op med en PR på 48.69 meter!

Mulbjerg med flot vinderresultat
Så var det straks mere ventet, at Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) kunne vinde kuglestød. Vinderresultatet blev så godt som 15.28 meter, og det er i DM-sammenhæng kun blevet gjort bedre af udenlandske deltagere. Ifølge Trine selv, så ramte hun slet ikke kuglen rigtigt i sit vinderstød, så måske er der en ny rekord på vej torsdag ved CAG.

Højt niveau på mændenes korte hæk
Deltagerne på mændenes korte hæk var de eneste, der fik lidt regn på sig om søndagen, da de skulle løbe indledende lige før middag. Herefter dukkede solen frem og sørgede for fine vejrmæssige forhold resten af dagen. I finalen viste Andreas Martinsen (AK Holstebro) sig suveræn; i velkendt aggressiv stil rykkede han stærkt i løbets sidste halvdel - selvom en del hække blev væltet undervejs – og tog guldet i 14,21 sek. Christian Laugesen (Sparta) lå til sølv, men sluttede som nummer tre i 14,53 sek. efter en flot finish af Jon Yde Bentsen (Aalborg AM), som fik noteret 14,49 sek. Laugesens tid var i øvrigt den hurtigste nogensinde på bronzepladsen.

…og lavt niveau på den lange
Det var bestemt ikke tilfældet på den lange hæk, som Laugesen forinden havde vundet i afslappet stil og i en ikke prangende tid på 56,30 sek. Her gjorde fraværet af en småskadet Thomas Cortebeeck (Aarhus 1900) og en Nicolai Hartling (Sparta) på velfortjent ferie sit til, at niveauet på de følgende pladser var det dårligste i en menneskealder.

Pligtsejr til Sara Slott
På kvindernes lange hæk gjorde Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) sin pligt og vandt sikkert uden at overanstrenge sig for meget. Dermed sidder den tidligere danske rekordholder på distancen, Helle Sichlau, stadig på mesterskabsrekorden på 58,14 sek. fra 1983. Det kunne have været Saras tiende titel på stribe, men en skade sidste år tvang hende til at trække sig, hvorfor der nu blev tale om titel nr. 9.

På kvindernes korte hæk kunne Anne Møller (AAIG) ligeledes have vundet sin 7. titel på stribe – hvis ikke hun i 2009 var blevet knebent besejret af Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900). Søndag tog hun altså titel nr. 6 med tiden 14,38w – med netop Bach Ejlersen på sølvpladsen skarpt forfulgt af den blot 16-årige Mathilde Heltbech (Helsingør IF).

Par vinder guld
De to 5000 meter finaler blev som ventet vundet af de to spartanere Jakob Hannibal og Sara Sig Møller, der privat danner par. I kvindernes finale kunne Simone Glad (OA/OGF) på sølvpladsen sætte PR med 17:03,12 min., hvilket faktisk er den hurtigste tid på sølvpladsen siden DM 2002.

Hyde 200Meter DM2011 SoeborgashxTæt 200 meter finale

DM 2011 blev rundet flot af med en uhyre tæt 200 meter finale for mænd, hvor de tre spartanere Simonsen, Kalisz og Hyde på opløbsstrækningen stort set lå side om side med mesteren på 100 meter, Andreas Trajkovski (KIF). Sidstnævnte stivnede til sidst, og dermed strøg de tre spartanere frem til en tredobbelt triumf – med en særdeles flot finish af Nicklas Hyde (21,48 sek.), der dermed blev dobbeltmester efter også at have vundet 400 meteren lørdag. Tiderne for Simonsen og Kalisz blev på 21,66 og 21,68 sek. På femtepladsen kunne 16-årige Morten Dalgaard Madsen (Skive AM) såmænd forbedre sin nysatte 16-års rekord fra Ungdoms-OL til 22,12 sek.

Erica Jarder - 6.43 meter (w)
Efter en flot 100 meter lørdag viste svenske Erica Jarder (Sparta) atter højt niveau med sit vinderspring på 6.43 meter (for megen medvind - 6.42 meter med godkendt vind). Til gengæld kunne Jessie Ipsen (KIF) ikke følge op på sit flotte trespring fra lørdag. En vekslende vind drillede deltagerne, og Ipsen fik kun noteret ét spring (5.65 meter) og måtte lidt overraskende se sig besejret af Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900), der med 5.95 meter sprang op til sit bedste – og dermed viste gryende form forud for det kommende DM Mangekamp i Aabenraa om to uger.

Store DM 2011, Østerbro Stadion d. 6.-7. august
Samlet resultatliste

Foto: Preben B. Søborg (Sportsfoto)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund