Helsingørs nye atletikstadion indvies med LTU finalen på lørdag.
12. august 2011 · helsingør IF Atletik v/ John Odgaard
Nu sker det endeligt - efter over 40 års venten - og en del udsættelser i byggeperioden - er der endeligt blevet bygget et moderne atletikstadion i Helsingør - og der er officiel indvielse på lørdag kl. 11:00, hvor alle er meget velkomne til at møde op.
Det første arrangement, der finder sted på det nye atletikstadion bliver DM finalerne for ungdoms- og juniorhold, hvor HIF atletik er vært for mesterskabsstævnet.
Der er deltagelse af de 6 bedste hold i Danmark i aldersgrupperne drenge og piger 12-15 år (ungdom) og drenge og piger 16-19 år (junior) .
Så i alt er der 24 atletikhold – med anslået omkring 300 deltagere – der dyster om mesterskabet, æren og medaljerne.
Der afvikles en bred vifte af øvelser henover dagen, indenfor øvelser løb, spring og kast.
Stævnet starter kl. 12:00 og afsluttes med sidste heat på 4 x 100 meter stafet kl. 19:00.
Atletik er normalt en meget individuelt præget sportsgren, men holdmatcherne er altid noget særligt, hvor der rigtigt bliver kæmpet for holdet, så det plejer at give spændende konkurrencer og god stemning blandt tilskuere og holdkammerater.
Der gives point i de enkelte øvelser efter det resultat man præsterer, så det er ikke nok at tilkæmpe sig en god placering i ens øvelse, resultatet skal også være på toppen, for at opnå så mange point som muligt.
HIF håber på et vellykket debutstævne på det nye flotte stadion og så på godt vejr, for det eneste der ikke er på atletikstadion er tribuner med overdækning.
Velkommen til en spændende atletikeftermiddag på Helsingør’s nye atletikstadion, der ligger på Rønnebær Alle og sammen med HIF atletiks klubhus.