Loading...

Nyheder 2011

Nedtælling til byens store maratonløb

12. august 2011 · H.C. Andersen Marathon

Når den 12. udgave af det klassiske H. C. Andersen Marathon afvikles søndag den 18. september, vil hundredvis af løbere fra ind- og udland præge bybilledet.

- Vores tilmeldingstal ligger pænt i forhold til de tidligere år, siger løbets direktør Torben Simonsen. - Startgebyrerne stiger her i begyndelsen af august, og det plejer at sætte fart på antallet af tilmeldinger. Samtidig vil mange efter sommerferien endeligt beslutte sig for, om de skal løbe den klassiske distance, eller om de foretrækker den halve over de 21 km. Og endelig giver DM-løbene normalt 300-400 ekstra deltagere, siger Torben Simonsen.

I 2011 er der indlagt danske mesterskaber for alle aldersgrupper under Dansk Atletik Forbund for 8. gang i løbets historie. Dansk Politiidrætsforbund har også fået øje på Odense som værtsby for mesterskaberne på den klassiske distance. Det er i år 3. gang, at politifolket afvikler deres DM i Odenses gader.

Eliten på vej

H.C. Andersen Marathon kan bryste sig med at tilbyde Nordens hurtigste maratonrute. Det blev understreget med vindertiden på 2.10,43 i 2010. - Også i år vil en stor gruppe eliteløbere fra ind- og udland være på startstregen, siger elitekoordinator Mads Stryhn. - Hvorvidt den meget flotte vindertid fra sidste år bliver knækket den 18. september, er uvist. Men alle sejl vil blive sat til for at præsentere et flot felt af hurtige mænd og kvinder, der vil kæmpe om placeringer og præmier.

Fortræning

Der er fortræning til H.C. Andersen Marathon for alle interesserede hver søndag formiddag klokken 9 med undtagelse af den 4. september. En gruppe rutinerede løbere vil sætte tempoet byen rundt på dele af den populære maratonrute. Fortræningen er for både maratonløbere og halvmaratonløbere

H.C. Andersen Marathon afvikles traditionen tro på den næstsidste søndag i september. Arrangementet omfatter den klassiske maratondistance på 42,195 km, 1/2 maraton på 21,097 km for både mænd og kvinder i opdelte felter og Minimarathon over 4,2 km. 

I løbets 11. udgave i 2010 havde H.C. Andersen Marathon i alt 3.681 tilmeldte deltagere fordelt på de fire løb:  Maraton: 1.600, halvmaraton kvinder: 958, halvmaraton mænd: 742 og Minimarathon: 381.

© Copyright Dansk Atletik Forbund