Loading...

Nyheder 2011

Udtagelse til Nordisk Juniorlandskamp

23. august 2011 · Michael Bruun Jepsen

DMU er sidste mulighed

Næste weekend, den 3-4.september, står Danmark som vært for Nordic Junior Championships på Østerbro Stadion, hvor man for at komme i betragtning til udtagelse skal være født i årene 1992-1996, altså fylde mindst 15 eller max. 19 år i 2011.

Udtagelseskriteriet er ganske simpelt, da den udøver med det bedste resultat noteret på Statletik bliver udtaget! Den endelige udtagelse til NM sker ifm weekendens DMU, så der er mere end DM-medaljerne at kæmpe om i weekenden! Og da både de 15 årige, 16-17 årige og 18-19 årige er med i kampen om landsholdspladserne, så er det ikke nok at vinde DMU i sin aldersgruppe.

 

Der er følgende øvelser piger/drenge:

100m, 200m, 400m, 800m, 1.500m, 3.000/5.000m, 2.000/3.000m kapgang, 100/110m hæk, 400m hæk, 4x100m, 4x400m, længde, trespring, højde, stang, kugle, diskos, hammer, spyd.

 

I alle øvelser er det på juniorhøjder og –redskaber der konkurreres. Det betyder, at hvis man normalt kaster med 700 gr. spyd som 16-17 årig dreng, så kan man ikke bruge DMU til at avancere yderligere, da man som junior kaster med 800 gr. Man skal altså inden weekenden have markeret sig med et så godt resultat med 800 gr. at man også ligger øverst på ranglisten efter DMU er overstået.

 

Da man ifølge vores regler ikke kan deltage i et andet stævne samtidig med at DMU afvikles (B&U-bestemmelserne 12.8.7), så er det ensbetydende med, at de eneste ændringer der kan foretages på ranglisterne på Statletik efter fredag kl. 18.00 er dem fra weekendens DMU. Det betyder derfor, at alle har pligt til at informere DAF, hvis der mangler relevante resultater/resultatlister senest fredag kl. 12.00. Henvendelsen skal indeholde enten et link til resultatlisten eller der skal gives information om stævnenavn, sted og dato for afholdelsen samt navn på den arrangerende forening. Resultater, der kommer til DAF’s kendskab efter dette tidspunkt vil altså ikke tælle med i udtagelsesgrundlaget til NM!

 

Ud over at der kæmpes om den individuelle titel i de enkelte discipliner, så er NM også et officielt holdmesterskab. Danmark stiller hold sammen med Island og skal kæmpe mod Norge, Sverige og Finland. Da Island ikke har mulighed for at stille med fuldt hold, og udnytte alle pladserne, så vil der blive udtaget 2 danske aktive i følgende øvelser:

 

  • Piger: 3.000m, 2.000m forhindring, 3.000m kapgang, diskos og hammer.
  • Drenge: 800m, 1.500m, 5.000m, 3.000m forhindring, 5.000m kapgang, 110m hæk, 400m hæk og trespring.

 

På stafetterne vil de 4 hurtigste på ranglisterne blive udtaget, mens der blive foretaget en kvalitativ sportslig vurdering ift at udtage en eventuel reserve. Står 2 udøvere helt lige, så vil der også blive foretaget en sportslig kvalitativ vurdering af de aktuelle udøvere, hvor der blandt andet kigges på opnåede resultatet i udendørssæsonen, formkurvens udvikling og andre parametre.

 

Når den sidste individuelle øvelse ved DMU er overstået vil det danske hold blive udtaget. Har man inden da nogle spørgsmål, så bedes man kontakte én af de to holdledere, Susanne Hedeager eller Jane Lindved.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund