Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 08-26 Distriktsmatch i Kalmar
Distriktsmatch i Kalmar
26. august 2011 · Dansk Atletik Forbund
I den næstsidste weekend i juli (23.-24.) var vi 63 personer (58 aktive og 5 ledere – og jeg er helt sikker på dette antal, da jeg talte om alle var i bussen, hver gang vi kørte), der var i Kalmar til distriktsmatch for de 16-17årige.
I år var det Smålands tur til at stå for arrangementet, hvor fire hold (Småland, Skåne, Østdanmark og Vestdanmark) bestående af både drenge og piger, kæmper om placeringspoint i 15 discipliner (to aktive tæller i hver disciplin). Desværre havde Skåne meldt fra, så der var kun tre hold, der kæmpede om pointene, men det blev alligevel en spændende og tæt dyst (ikke mindst mellem de to danske hold).
Vi havde sørget for en bus, der kørte fra Skive, ned igennem Jylland og over Fyn til København og derfra videre til Kalmar. De aktive blev samlet op undervejs, og nogle (læs: de der startede i Skive) fik dermed en meget lang rejsetid. En festlig stemning i bussen gjorde dog, at turen ikke føltes SÅ lang. Vi ankom til Kalmar lørdag aften og blev indkvarteret på en meget fin gymnasieskole (da vi så den udefra troede vi nærmere det var en kommunal bygning eller et mindre slot). Vi sov alle i den samme store gymnastik sal – de fleste på nogle overordentlig store luftmadrasser! Søndag morgen sørgede to af lederne (Martin Lauesen og Jakob Hammeken) for at vi vågnede tidligt, ved at bringe morgenmaden ind i salen på en alt andet end stille facon. Formiddagen tilbragte vi på stranden, hvor enkelte badede, mens de fleste spillede rundbold (Øst mod Vest) eller sad og slappede af. Desværre var det meget blæsende, hvilket Martin også erfarede, da han skulle fremvise hvorledes en nyindkøbt frisbee virkede. Et godt kast, og så fløj den ellers af sted… ud i vandet, hvorfra den aldrig blev fundet igen….
Da arrangørerne havde været sent ude med indbydelsen, var vi i Danmark også sent ude med at udtage atleter til holdene. Det betød desværre, at vi ikke kunne stille fulde hold (især på pigesiden var vi pressede). Til gengæld, var der mange af atleterne, der var friske på at tage en ekstra øvelse, ud over den de egentlig var udtaget til. Dette affødte store klapsalver fra holdkammeraterne,
for alle resultater var jo med til at give point.
Stævnet var rigtigt fint arrangeret, og stemningen høj. Selvom de danske deltagere jo egentlig kæmpede mod hinanden, var det svært at fornemme på de aktive. Måske også fordi alle danskerne stillede op i det samme DAF konkurrence tøj (og det derfor kunne være svært at se hvem, der var fra Øst og hvem der var fra Vest), blev der heppet lige meget på alle – og ”kom så Danmark” blev hørt næsten hele tiden. Desværre var blæsten, der føg henover stadion meget kraftig, hvilket især generede stangspringerne. Der blev dog sat nogle rigtig fine PR’er under stævnet. Den samlede resultatliste kan ses her: http://www.smfif.se/Tavlingar/Resultatarkiv/2011/110724_distriktsmatch_17ar_kalmar.pdf
Småland vandt distriktsmatchen med 235,5p foran Østdanmark med 201,0p og Vestdanmark med 186,5p, og her skal det altså lige holdes in mente at vi ikke stillede med fulde pigehold.
Stævnet sluttede af med et ”kammerat måltid”, som bestod af grillmad og en del forskellige salater, før vi drog vest på med vores to festlige buschauffører Finn og Svenning. Alt i alt en rigtig dejlig tur, hvor der blev skabt mange nye kontakter og venskaber på tværs af Øst og Vestdanmark. Vi glæder os til at byde vores svenske venner velkommen til Ballerup til næste år!
Fra lederteamet (Benny Machon, Martin Lauesen, Jakob Hammeken, Inger Hammeken og Ronja Egsmose) skal lyde en stor tak til arrangørerne fra Småland og alle deltagerne, der var med til at gøre distriktsmatchen til en rigtig god oplevelse!
Ronja Egsmose