Loading...

Nyheder 2011

NM Junior: Kom på Østerbro og følg morgendagens stjerner!

01. september 2011 · Jeppe Weinreich

Flere medaljetagere fra Junior-EM er klar til en nordisk dyst denne weekend.

Østerbro Stadion danner førstkommende weekend ramme om dette års Nordiske Junior Mesterskaber. 329 atleter og ledere fra de fem nordiske lande har meldt deres ankomst, og de to konkurrencedage vil uden tvivl byde på flot og seværdig atletik.

Blandt deltagerne finder man flere navne, der i fremtiden meget vel vil være at finde ved de kommende store mesterskaber. Så i stedet for at følge VM-konkurrencerne fra Sydkorea bør man som atletikfan så absolut tage en tur ud på Østerbro og se de kommende stjerner live – og naturligvis bakke op om de danske deltagere, der traditionelt har det svært mod de andre stærke atletiknationer.

Som ved de foregående mesterskaber er der både tale om en nationslandskamp samt et individuelt NM. Flere af weekendens deltagere gjorde sig positivt bemærket ved Junior-EM i Tallinn i juli måned, så hold øje med følgende navne:

Nogle profiler:

Nooralotta Neziri (FIN) – 100 meter hæk K
Efter at være blevet nr. 5 ved sidste års Junior-VM kunne den unge finne triumfere i Tallinn med guld i ny personlig rekord 13,34 sek. En tid, som hun forbedrede for bare tre uger siden til 13,30 sek. 

Thomas Solberg Eide (NOR) – 1500 meter M
Norge råder over en stor talentmasse på mellem- og langdistancen for øjeblikket. Det seneste stjerneskud er denne 18-årige mellemdistanceløber fra Haugesund, der vandt sølv ved Junior-EM og i år har forbedret sig til imponerende 3:40,22 min. på distancen.

Johan Rogestedt (SWE) – 800 meter M
Den 194 cm høje svensker fra Stenungsund nord for Göteborg stod for et af højdepunkterne ved Ungdoms-VM i 2009, da han besejrede de kenyanske storfavoritter på 800 meteren. Med en bronzemedalje ved dette års Junior-EM, styrkede han de forhåbninger, som svensk atletik har til ham. I år har han forbedret sig til 1:47,18 min., og som årgang 1993 er han stadig aktuel, når der næste år er Junior-VM i Barcelona.

Kristiina Mäkelä (FIN) – Trespring K
Den 18-årige finne var den helt store overraskelse ved Junior-EM, da hun i trespring vandt sølv med ny finsk juniorrekord på 13.67 meter.

Trajkovski DMU2011 GudmandashxAndreas Trajkovski (DEN) – 100 og 200 meter M

Trods sine kun 18 år kan han kalde sig Danmarks hurtigste mand. Havde han stillet op i længdespring, var det som storfavorit, men grundet skader har han valgt resten af sæsonen kun at løbe sprint. Nu kan han på hjemmebanen se frem til nogle på papiret meget spændende dyster. Sidste weekend forbedrede Andreas sig til 10,60 sek. på 100 meter, og med Eetu Rantala (FIN) og Odain Rose (SWE) - der i år har løbet hhv. 10,54 og 10,55 sek. – ligner det et brag af en 100 meter finale.

Ilmari Lahtinen & Juho Saarikoski (FIN) – Hammerkast M
De to unge herrer blev hhv. nr. 4 og 5 ved Junior EM, og selvom de begge også næste år er at finde i juniorklassen, kan de allerede opvise så imponerende personlige rekorder som hhv. 74.56 og 73.76 meter med 6kg hammeren.

Nordisk Junior Mesterskab 2011
Østerbro Stadion d. 3.-4. september
Lørdag kl. 13:20-16:45 & søndag kl. 12:00-15:20

Arrangør: KIF, Amager AC, Ballerup AK & DAF

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund