Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 09-02 VM Daegu (6): Anders Møller røg ud efter drama
VM Daegu (6): Anders Møller røg ud efter drama
02. september 2011 · Jeppe Weinreich
Trespringeren sluttede som nr. 22 med 16.14 meter efter at være blevet generet af en konkurrent i sit sidste forsøg.
Med en bedste notering på 16.14 meter i fredagens trespringskvalifikation ved VM i atletik sluttede Anders Møller langt fra en finaleplads som nr. 22 ud af 31 springere. Forinden havde et mindre drama udspillet sig, da en australsk konkurrent uforvarende kom til at spærre for danskeren i hans tilløb.
Efter 16.14 meter i første runde og derpå et kikset forsøg på 14.07 meter havde den danske rekordholder ryggen mod muren før det tredje og sidste spring, hvor han på uheldig vis blev generet. Efter en længere protest fik Anders Møller dog lov til at få et nyt forsøg, som imidlertid blev mislykket.
Ingen undskyldning
”Den episode skal ikke være nogen undskyldning,” lød det bagefter fra Anders Møller, der måtte sande, at han denne gang – modsat ved VM i 2005 – ikke kunne overraske med en finaleplads.
”Det var en skidt konkurrence. Jeg fik hold i nakken torsdag eftermiddag, og det påvirkede både optakten og selve konkurrencen, selvom jeg altid burde kunne springe længere end de 16.14 meter,” siger Anders Møller, der ved DM for fire uger siden forbedrede sin egen danske rekord til 16.88 meter – 7 cm længere end den notering, som bragte den 12. og sidste mand til finalen.
”Min teknik var rigtig dårlig, og jeg var i dag slet ikke hurtig nok på jorden efter det første hink, hvilket er meget skuffende, da jeg er i bedre form nu end til DM.”
Ikke fuldt hus for Cuba
Af store navne, som heller ikke formåede at springe sig til finalen, var sølv- og bronzevinderen fra de to seneste indendørs-VM, Arnie David Girat, der sluttede som nr. 13. Dermed fik Cuba ikke alle tre deltagere videre. Girats landsmand, Alexis Copello, var bedst af alle med et spring på 17.31 meter.
Med Anders Møllers exit har alle danskere på nær én nu udkæmpet deres rolle ved dette VM. Natten til søndag dansk tid skal Jesper Faurschou løbe maraton.