Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 09-04 NM-junior: Trajkovski sejrer i 100 meter-brag
NM-junior: Trajkovski sejrer i 100 meter-brag
04. september 2011 · Jeppe Weinreich
Mændenes 100 meter bød på et stærkt opgør, hvor Andreas Trajkovski sejrede med mindst mulig margin. Ud over en ny dansk juniorrekord på 4x100 meter bød førstedagen på en guldmedalje til Jeppe Harboe på 5000 meter.
Selv om det er sidst på sæsonen, viste Andreas Trajkovski på førstedagen af de Nordiske Junior Mesterskaber på Østerbro, at han fortsat er flyvende. Trods en relativt langsom start på 100 meter kunne den 18-årige danske mester mod slutningen af løbet lige akkurat indhente sine ikke uefne modstandere og sikre sig guldet i 10,83 sek. (-1,9 m/s). Samme tid fik Odain Rose (SWE) noteret, mens Eetu Rantala (FIN) kom ind blot én hundrededel efter!
Dansk juniorrekord – trods dårlige skifter
På dagens afsluttende stafet skabte Trajkovski på førsteturen et stort dansk forspring, der desværre blev sat over styr ved de to første skifter, hvor det danske hold var tæt på at blive diskvalificeret. Frederik Thomsen kunne dog løbe bronzen i mål i ny dansk juniorrekord 41,72 sek. – en forbedring af den tidligere rekord, sat på samme stadion af et Sparta-hold tilbage i ’97. Efter en diskvalificering af det svenske hold, hvis ene løber efter skiftet var trådt ind foran det finske hold, blev Danmarks bronze til en medalje af sølv. De fire danskere løbere – de andre var Morten Dalgaard Madsen og Mikkel Brich Dam – er alle at finde i juniorklassen til næste år, og med forbedrede skifter er det helt klart et hold med potentiale til Junior-VM og en tid et stykke under 41,00 sekunder.
Førnævnte Frederik Thomsen kunne også hente en bronzemedalje i længdespring med tangering af den personlige rekord på 6.95 meter (-1,9 m/s). Finnen Kaleva havde på 4. pladsen også 6.95 meter – og begge springeres næstlængste forsøg var endda også lige lange. Først det tredjebedste spring sikrede altså Thomsen medaljen.
Jeppe Harboe vinder guld i taktisk løb
5000 meteren hos de mandlige juniorer blev en stærkt taktisk affære, hvor ingen havde lyst til at tage føringen. Indtil langt hen i løbet var alle otte deltarere samlet med Jeppe Harboe af og til i front. På sidste omgang blev løbet forvandlet til en dansk-svensk duel, hvor Harboe så på opløbsstrækningen satte en spurt ind, som svenskeren Johansson ikke kunne svare igen på.
Andre dansk medaljer blev hentet hjem af Line Renée Jensen i stangspring, der trods de for hende beskedne 3.75 meter kunne dele en sølvmedalje med den bedste finne. Her imponerede Sveriges Michaela Meijer med ny PR 4.26 meter. Et spring, der ville have indbragt sølv ved Junior-EM.
Hartling sætter PR i flot finale
Også Nikolai Hartling gjorde det flot på 400 meter hæk, hvor han trods en stor PR-forbedring til 53,81 sek. – blot 0,12 sek. fra hans ungdomsrekord sat på de lavere hække – måtte nøjes med en femteplads i en finale med flot niveau, hvor hele seks løbere satte PR.
Ellers understregede mesterskabernes førstedag, at vore nordiske naboer bare er større atletiknationer. Fraværet af trumfer som eksempelvis Janick Klausen og Stina Troest spillede helt sikkert også ind. Flere helt unge atleter, der også kan være med i juniormesterskabet i tre-fire sæsoner endnu, præsterede godt i det skrappe selskab – og i de perfekte vejrforhold - med adskillige personlige rekorder til følge. Der er al mulig grund til at se frem mod søndagens konkurrencer, hvor der bl.a. på mændenes 200 meter er lagt op til en spændende revanche mellem lørdagens 100 meter løbere.
Hos begge køn er der efter lørdagen uhyre tæt kamp om førstepladsen mellem Finland og Sverige, mens alt allerede nu tyder stærkt på en 3. plads til Norge og en 4. plads til Danmark/Island.
Stilling efter 1. dag
Kvinder
Finland 104
Sverige 103,5
Norge 82
Danmark/Island 59,5
Mænd
Finland 106
Sverige 100
Norge 80
Danmark/Island 59,5
(foto: Kim Gudmand)