Loading...

Nyheder 2011

NM Junior 2. dag: Trajkovski vinder dobbelt – Børsting tager sølv

05. september 2011 · Jeppe Weinreich

3 guld, 3 sølv og 2 bronze blev udbyttet af weekendens Nordiske Junior Mesterskaber på Østerbro.

Efter en fin dansk førstedag af NM-junior med seks medaljer – to af hver slags – blev søndagens udbytte noget mindre med én guld og én sølv.

Som formodet var der ingen, der for alvor formåede at true Andreas Trajkovski på 200 meteren, hvor han løb en overbevisende sejr hjem i 21,79 sek. (-0,1 m/s). Dermed kunne han drage fra mesterskaberne med to guld foruden sølvet på den korte stafet.

Hos kvinderne var det tæt på, at 14-årige Annelouise V. Jensen havde taget medalje. Med 25,04 sek. var hun blot 0,06 sek. fra bronzen og igen uhyre tæt på Sara Slott Petersens årgangsrekord (25,00 sek.) – og det endda i let modvind: -0,7 m/s.

Børsting tager en overraskende sølv
Dagens anden danske medalje skulle man frem til sidste øvelse før stafetten for at finde, nemlig mændenes diskoskast. På trods af en seedning som nr. 5 kunne Søren Børsting tage sølv, da han i anden runde slyngede diskossen ud på 53,48 meter - blot 4cm fra den danske 18-årsrekord, som han satte ved LTU i Helsingør for to uger siden. 

Andersbertelsen NM2011 GudmandashxPR til Andreas Bertelsen

I spydkast formåede Andreas Bertelsen at forbedre sin PR med 800 gram spyddet, da han i 4. runde endelig ramte den rigtigt. Altså en fin sæsonafslutning for det unge talent, der fra næste sæson skal kaste med seniorredskabet.

Som det var tilfældet på førstedagen blev der sat adskillige personlige rekorder. I kvindernes hammerkast kunne eksempelvis både Louise Odgaard og Celina Julin øge deres bedste til hhv. 45.54 og 42.32 meter. At det så alligevel kun rakte til de to sidstepladser, fortæller lidt om, at der stadig er et stykke op til de bedste nordiske nationer.

Hos kvinderne vandt Finland foran Sverige, mens rollerne var byttet om i mændenes konkurrence. De følgende pladser gav næsten sig selv.

Flot arrangement
Ellers lød der ros for arrangementet fra alle sider. Alt fungerede på forbilledlig vis i et fint samarbejde mellem Ballerup AK, KIF, Amager AC og naturligvis DAF. Eneste mislyd kom fra Sverige, der ikke var helt fornøjet med juryens votering i sagen fra lørdag, hvor det svenske stafethold blev diskvalificeret. 

Danskhold NM2011 GudmandashxØsterbro Stadion tog sig flot ud i en weekend, hvor det herlige sensommervejr dannede en perfekt ramme om den nordiske dyst. Efter storskærmens ærgerlige sammenbrud lørdag fungerede den upåklageligt hele søndagen – med den vel nok bedste resultatformidling nogensinde set ved et dansk atletikstævne. At nogle potentielle tilskuere sikkert blev derhjemme i sofaen for at følge VM-konkurrencerne i stedet, var lidt ærgerligt men dog forståeligt. Glædeligt var det dog, at TV2 News til gengæld kom ud på stadion om lørdagen med et lille tv-indslag til følge. Og at regnen først faldt, da stævnet var afsluttet, medaljerne delt ud og stadion ryddet op. 

 
NM Junior, Østerbro Stadion den 3.-4. september

Slutstilling

Kvinder
Finland 223
Sverige 187,5
Norge 175
Danmark/Island 108,5

Mænd
Sverige 219
Finland 188,5
Norge 171
Danmark/Island 109,5

Resultatliste søndag

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund