Tangering af dansk ungdomsrekord ved DN Galan Youth i Stockholm
05. september 2011 · Anders Vedel
Herning GF’s 13-årige sprint- og springfænomen Simon Hansen blev weekendens store danske vinder i Stockholm.
Med sejre lørdag på både 80 m i 9,91 s. og højdespring med 1,71 m (PR) kom højdepunktet søndag i dagens sidste længdespring på præcis 6,00 meter og dermed en tangering af Andreas Trajkovski’s danske 13-års rekord. Resultatet kommer efter flere konkurrencer, hvor det har været lige ved og næsten med at bryde 6 meter grænsen.
En anden ung dansker der gjorde det fremragende i Stockholm var Aalborgs 14 årige Benjamin Lobo Vedel, der fredag aften forud for Diamond League stævnet triumferede på 1000 m. Søndag gjaldt det så 800 m, hvor konkurrencen var anderledes skrap: 2 egyptiske drenge begge med personlige rekorder under 2 minutter.
Benjamin hang godt med til 500 m, men måtte herefter slippe og kom i mål som nr. 3 i dansk årsbedste notering 2.03,62 min (PR). Vindertiden blev så fornem som 1.58,86 min.
I pinsen pådrog Benjamin sig træthedsbrud i højre fod under den Vestdanske tur til Berlin, så de seneste 6 uger har træningen udelukkende bestået af intervaller på motionscyklen og styrketræning.
På den baggrund en flot sluttid, og måske er 2 min. grænsen indenfor rækkevidde før sæsonen slutter.