Loading...

Nyheder 2011

VM Daegu (2): Bube viser sin klasse - 1:45,48 min.!

05. september 2011 · Jeppe Weinreich

Ingen finaleplads, men til gengæld en klassetid af Bube i søndagens semifinale.

Med verdensklassetiden 1:45,48 minutter satte 24-årige Andreas Bube i søndagens VM-semifinale på 800 meter en tyk streg under sit internationale format. Tiden, der er en forbedring af den tidligere personlige rekord med 0,62 sek., er samtidig den hurtigste tid i Norden, siden Wilson Kipketer stoppede karrieren i 2004. 

Trods det flotte resultat kunne Bagsværd-løberen som forventet ikke løbe sig til finalen. Tiden rakte blot til en 6. plads i hans semifinaleheat, hvor både nr. 3 og 4. slap videre til finalen på bedste tid. Af de løbere, der ikke nåede finalen, var kun to af dem hurtigere end Bube, der altså sluttede på en flot samlet 11. plads – som 4. bedste europæer.

Stærkt udgangstempo
På forhånd havde danskeren vurderet, at hans chancer var størst, om udgangstempoet blev langsomt, men det havde Sudans Abubaker Kaki, en anden mening om. Den regerende verdensmester indendørs lagde stærkt fra land og lå langt foran de øvrige løbere, da han rundede første omgang i 50,19 sekunder. Som i det indledende heat formåede Bube at placere sig fornuftigt midt i feltet - helt inde i inderbanen, hvor han undgik for megen positionskamp. Med 200 meter igen lå han placeret som nr. 6, og selvom han ikke kunne avancere til sidst, bevarede han helt til målet kontakten med løberne foran ham og viste således, at han hørte til i det skrappe selskab. Kaki måtte på målstregen se sig overhalet af to konkurrenter, men slap dog med skrækken, idet hans tid var god nok til at bringe ham i finalen.  

Så sent som for tre år siden vandt Andreas Bube to gange guld på 400 meter og 400 meter hæk(!) ved NM for atleter under 23 år. Med skiftet til 800 meter er han nu gået fra at være talentfuld til at være et af dansk atletiks hotteste navne. På den aktuelle europæiske rangliste ryger han ligeledes fem pladser op som nr. 11. 

Godkendt dansk præstation i stangspring
I formiddagens program (nat dansk tid) sluttede stangspringeren Caroline Bonde Holm (Sparta) med 4.25 meter på en delt 25. plads ud af 33 springere. Skulle hun have gjort det bedre, havde det krævet en dansk rekord, for næste springhøjde lød på 4.40 meter.

”Jeg synes, det er godkendt at springe 4.25 meter, men jeg er da skuffet over, at jeg ikke fik de 4.40 meter, for det er jeg i form til,” lød det fra den 21-årige stangspringer, der faktisk var tæt på at sætte dansk rekord i sit tredje forsøg. Den danske mester fra Norge, Catrine Larsåsen (Sparta), måtte skuffende forlade kvalifikationen efter tre nedrivninger på sin starthøjde.

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund