VM Daegu (4): Sara Slott tilfreds efter forventet exit
05. september 2011 · Jeppe Weinreich
Slutter som nr. 6 i sit semifinaleheat i 56,48 sekunder.
Med en 6. plads i sit semifinaleheat på 400 meter hæk i tiden 56,48 sek. sluttede Sara Slott Petersens VM-indsats som ventet. Den 24-årige atlet fra Aarhus 1900 kan dog se tilbage på et VM, hvor hun præsterede karrierens 2. og 4. bedste tider. En samlet 18. plads er desuden 2 pladser bedre end ved VM i 2009.
”Jeg gjorde præcist som planlagt, men savnede lige de sidste kræfter oven på løbet i går. Men jeg er godt tilfreds, specielt set i lyset af de sidste par års skadeshelvede,” lyder det fra den danske rekordholder, der tilføjer: ”Men jeg fik da et par gode skalpe! Nu kan jeg se, at jeg er på rette vej – og så langt er der altså ikke op i top 10.”
At det ikke som håbet blev til en ny dansk rekord, må tilskrives det uheldige faktum, at hun ved begge optrædener i Daegu blev placeret på den dårligste af de otte baner: inderbanen. At kun én ud af 24 semifinalister formåede at sætte sæsonbedste kunne indikere, at forholdende ikke var til rekorder.
Under OL-kravet
Med dagens tid var Sara Slott Petersen for fjerde gang denne sæson under kvalifikationskravet til OL i London, som selvsagt er det helt store mål i de kommende måneder.
Også hendes træner, Mikkel Larsen, var tilfreds med dagens præstation.
”Vi vidste, at det ville blive svært at overraske” siger han med henvisning til, at hele fem løbere i den danske deltagers heat lå i verdens top-9. ”Ikke mindst med den svære bane 1. Hun løser alle de tekniske småfejl, som hun lavede i indledende, men var desværre lidt mærket af gårsdagens løb.
Sara Slott Petersens 6 hurtigste tider nogensinde
55,97 sek. Ljubljana, Slovenien 270711 (DANSK REKORD)
56,32 sek. Daegu, Sydkorea 290811
56,40 sek. Beograd, Serbien 120609
56,48 sek. Daegu, Sydkorea 300811
56,51 sek. Berlin, Tyskland 170809
56,54 sek. Shenzhen, Kina 180811