Loading...

Nyheder 2011

Diamond League: Bube i VM-revanche

15. september 2011 · Jeppe Weinreich

Andreas Bube løber fredag aften ved årets sidste DL-stævne i Bruxelles.

Fredag aften kl. 20:45 står 24-årige Andreas Bube fra Bagsværd AC klar på startstregen sammen med verdens ubetinget bedste 800 meter løbere, når det fyldte King Baudouin Stadion i Bruxelles danner ramme om årets sidste Diamond League stævne.

Den danske komet, der på rekordtid er blevet dansk atletiks hotteste navn, nåede som bekendt ikke VM-finalen på trods af i semifinalen at have præsteret den hurtigste tid nogensinde af en danskfødt løber med 1:45,48 minutter. Nu får han så sin Diamond League-debut i noget, der ligner en gentagelse af VM-finalen for to uger siden.

”Ja, jeg er jo kommet lidt op imod overmagten, må man sige. Men formen føles faktisk god, så jeg tror på et fint løb. En lille PR vil jeg ikke udelukke - det ville jo være kanon, men nu får vi se. Egentlig havde jeg planlagt at stoppe efter VM, men så kom der nogle tilbud. Det lykkedes dog ikke at komme ind i stævnet i Rieti forleden, men det her må jo siges at være endnu bedre,” lyder det fra Bube, der ankom til Bruxelles torsdag morgen.

Fem finalister
Fem af de otte VM-finalister står klar på startstregen fredag aften, heriblandt verdens ubetinget bedste løber, David Rudisha fra Kenya, der får følgeskab af VM-sølvvinderen, Abubaker Kaki fra Sudan. 

- Er det her større, end da du løb semifinale til VM?

”Det er helt sikkert stort. Det er også hele stemningen omkring stævnet her. Feltet er jo bedre end i semifinalen, og mange af dem vil helt sikkert også være at finde i OL-finalen,” siger Bube med udsigten til at være med i et løb, hvor der med garanti vil blive gået til fadet fra start. Rudisha har således bebudet, at han går efter Wilson Kipketers stævnerekord på 1:42,20 minutter, ligesom en verdensrekord bestemt ikke kan udelukkes.

Jo, der er sket meget for Andreas Bube i denne sæson. De ensomme intervalløb på Bagsværd Stadion har nu bragt ham til King Baudouin Stadion i Bruxelles. Lidt af en opstigning.

Bislett og DN Galan
”Ja, det har været kæmpestort. Rigtig mange har fulgt mig på tv, og det har faktisk været svært at gå nogen steder, uden at folk er kommet med lykønskninger,” siger Bube, der håber på også at kunne løbe et par Diamond League stævner næste år. Stævnerne i Oslo og Stockholm bedømmer Nordens bedste 800 meter løber til at være oplagte muligheder for en start.

2011-sæsonens flotte resultater og den utrolige PR-forbedring på præcis tre sekunder har selvsagt givet selvtillid. 

En 1:44-tid
”Målsætningen til næste år er helt klart blevet rykket. Jeg havde denne sæson håbet på at løbe en del 1:47-tider og så måske ramme en 1:46-tid, men det er præcist blevet rykket med et helt sekund. Det er jo nærmest forrykt! Så næste år må målsætningen være at løbe en del 1:45-tider, og så måske lige ramme en 1:44-tid. Så begynder det at ligne noget, ikke mindst i europæisk sammenhæng,” vurderer Bube, der har som mål at nå finalen ved EM i Helsingfors til sommer.

Men først skal der bygges op gennem en lang vinter, hvor den tidligere sprinter så småt har vænnet sig til de mange kilometer.

”Da jeg startede op sidste efterår, kunne jeg ikke klare mere end 25 km om ugen uden at få ondt i læggene, da jeg løber meget på forfoden. Det er ikke noget problem nu, og jeg kom vel op på 80 km om ugen til sidst, med en enkelt uge over 100 km. Så i år går jeg ind til vintertræningen på et meget højere niveau end i fjor,” slår Bube fast.

- Der er også et inde-VM i Istanbul i marts måned?

”Johnny og Frank (Bagge og de Pauli, red.) sidder lige nu og planlægger den kommende tid. Formentlig vil der ikke være så stort fokus på VM-inde, da vi jo skal planlægge to formtoppe til hhv. EM og OL. Tre mesterskaber vil måske blive for meget. Men jeg vil helt sikkert løbe et par løb indendørs i løbet af vinteren,” siger Bube, der også har planlagt en træningslejr allerede i november – formentlig sammen med navnebroderen Andreas Bueno fra Aarhus 1900.

”Vi passer godt til hinanden. Han kommer oppefra, mens jeg kommer nedefra. Så det er rigtig god træning, når vi taler om intervalløb fra 600 til 1000 meter,” siger han om den danske mester på 1500 meter, med hvem han i år har trænet en del sammen, skiftevis i Aarhus og i Bagsværd.

Bube bliver uddannet datamatiker i januar. Derefter vil han koncentrere sig 100 pct. om løb i et halvt års tid, inden han vil bygge ovenpå med en bachelor – men det bliver først efter OL.
 
TV2 Sport sender direkte fra stævnet kl. 20:00-22:00
  
Diamond League i Bruxelles den 16. september

Foto: Bube i det indledende heat ved VM i Daegu. (Lars Nielsen)

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund