Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 09-15 Nick P. fortsætter sin fremmarch
Nick P. fortsætter sin fremmarch
15. september 2011 · Jeppe Weinreich
Med 18.78 meter onsdag i Växjö satte Nick Petersen igen nyt årsbedste. Tirsdag i Aarhus imponerede nogle helt unge løbetalenter.
Kuglestøder Nick Petersen (Sparta) er nu tæt på at have genvundet den topform, som han havde i vinter. Onsdag i Växjö kunne han således fortsætte sin fine stime af årsbedste forbedringer, da han langede kuglen ud på 18.78 meter – blot 16 cm fra hans bedste udendørs.
Ved DT-finalen lørdag i Skive øgede han to gange fra først 18.60 til 18.69 meter. Altså en stabilitet, der vidner om, at han måske alligevel kan slutte sæsonen med en PR på trods af det lange afbræk på tre måneder, hvor han overhovedet ikke måtte træne.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at Nick vil støde over 19 meter meget snart,” siger træner Vésteinn Hafsteinsson. ”Han behøver ikke engang et perfekt stød for at gøre det; bare han rammer en rimelig teknik, hvilket han fortsat kommer tættere og tættere på.”
DM Kastemangekamp
Måske kommer det stød allerede på lørdag, hvor der afvikles DM Kastemangekamp på Hvidovre Stadion. Et mesterskab, hvor der også hos kvinderne kan forventes lange stød med deltagelse af den danske rekordholder hos kvinderne, Trine Mulbjerg (Aarhus 1900).
Spændende løbetalenter imponerer på ny
Tirsdag aften i Aarhus var der arrangeret et lille 3000 meter løb, hvor to helt nye unge talenter på ny imponerede. 17-årige Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) skar her næsten 4 sekunder af den PR, han satte på samme stadion ugen forinden, så den nu lyder på flotte 8:40,2 minutter. Et lille stykke efter fulgte den danske ungdomsmester hos de 14-15 årige, Rasmus T. Linderoth (Aarhus 1900), der løb - hans alder taget i betragtning – lige så flotte 8:57,8 min. At kalde dem nye navne turde ikke være nogen overdrivelse. Ifølge statistik debuterede Mikkel først på bane den 4. september sidste år, Rasmus i januar i år! Begge løbere er med tiderne naturligvis under DAF’s Talentudviklingskrav.
NB: Rettelse – vi skrev i sidste uge, at Simon Hansen (HGF) havde sat dansk ungdomsrekord for 13-årige på 300 meter med tiden 39,87 sek. Det var en fejl, har det senere vist sig. Christian Clausen (KIF) løb nemlig i 2009 på 39,00 sek. Vi bringer en uforbeholden undskyldning - til både Simon og Christian.