Berlin Marathon: Them og Sig Møller debuterer søndag
24. september 2011 · Jeppe Weinreich
To interessante danske starter ved Berlin Marathon søndag.
To af dansk atletiks stærkeste navne på de længere distancer, Maria Sig Møller (AGF) og Henrik Them (Sparta), debuterer søndag på maratondistancen i Berlin. For begge løbere sker det med B-kravet til OL som sigte. Det lyder på hhv. 2:37,00 og 2:17,00 timer, men opfyldelse er ikke ensbetydende med automatisk udtagelse.
Hos kvinderne var der lagt op til, at også de to Sparta-løbere Anne-Mette Aagaard og Dorte Vibjerg skulle have gjort forsøget. Førstnævnte har imidlertid meldt fra grundet skadesproblemer, mens Dorte også grundet mindre skader har tabt lidt træningsmængde og derfor har udskudt sin maratondebut til Frankfurt den 30. oktober.
Hele løbet kan følges direkte på Eurosport fra kl. 9.00