Loading...

Nyheder 2011

Berlin Marathon: Flot debut af Them - 2:17,47 timer

26. september 2011 · Jeppe Weinreich

Dagens tid gav den danske mester tro på, at han til foråret kan klare A-kravet til OL. Den relativt ukendte Lene Hjelmsø blev overraskende bedste danske kvinde, efter at Maria Sig Møller valgte at gå ud.

Henrik Them (Sparta) fik en fornem debut, da han ved søndagens Berlin Marathon kom i mål som nr. 20 i tiden 2:17,47 timer. Med dagens præstation i løbet – hvor Kenyas Patrick Makau stjal de store overskrifter ved at skære 28 sekunder af Gebrselassies gamle verdensrekord - har den 29-årige debutant fået blod på tanden og sigter nu mod at kvalificere sig til OL i London. Det vil i givet fald kræve en tid under det opstillede A-krav, som lyder på 2:15,00 timer.

Henrikthem Berlin2011 Gudmandashx”Det vigtigste her i Berlin var at få en god oplevelse. Nu kan jeg se mig selv som maratonløber, men det er et projekt, som kun lige er begyndt,” siger Henrik Them, der tidligere satsede på 5000  meter på bane, men på det seneste har vist evner på de længere distancer, senest ved for tre uger siden suverænt at vinde DM Halvmaraton i Aarhus.

”Efter et uheld ved den første vandpost ved 5 km kom jeg ind i en god rytme. Jeg følte mig godt løbende hele vejen og havde så meget overskud, at jeg tænkte på at øge tempoet efter 30 km. Jeg valgte dog at blive ved det planlagte tempo,” siger Henrik Them, der nu satser på klare OL-kravet ved et af forårets maratonløb i enten London eller Rotterdam. 

Skader har gang på gang sat den talentfulde løber tilbage. I foråret 2010 fik han konstateret et hoftebrud og frygtede dengang, at karrieren var slut. Efter et trænerskifte og en længere periode fri for skader går han nu topmotiveret ind til vinterens tunge træning.

”Der er stadig rigtig meget, som der kan skrues op for rent træningsmæssigt. Flere kilometer – både kvalitativt og kvantitativt - og så kan jeg få mere erfaring,” siger Henrik Them. Næstbedste dansker blev Jeppe Farsøht (AGF) i tiden 2:21,04 timer, mens Martin Parkhøi (Sparta) gik ud efter godt 25 km.

Lenehjelmsoe Berlin2011 GudmandashxMaria Sig udgik

Hos kvinderne havde en anden debutant, Maria Sig Møller (AGF), håbet at klemme sig under B-kravet til OL på 2:37,00 timer. Den 27-årige aarhusianer kom da også godt af sted i løbet og lå halvvejs til en tid et pænt stykke under det opstillede krav, men længere end halvvejs nåede hun aldrig. 

I hendes fravær var det den relativt ukendt Lene Hjelmsø (Sparta), der overgik sig selv med tiden 2:42,26 timer. Den 32-årige Hjelmsø kom stærkt på den sidste del af løbet og overhalede her den tidligere danske mester på distancen, Anne-Sofie Pade Hansen (Sparta). De to kvinder blev placeret som hhv. nr. 24 og 26.

Berlin Marathon d. 25. september

Udvalgte resultater

Mænd
1. Patrick Makau, Kenya 2:03,38 timer - verdensrekord
2. Stephen K. Chemlany, Kenya 2:07,55 timer
3. Edwin Kimaiyo, Kenya 2:09,50 timer
20. Henrik Them, DK-Sparta 2:17,47 timer - PR
30. Jeppe Farsøht, DK-AGF 2:21,04 timer
45. Lars Budolfsen, DK-Sparta 2:25,08 timer - PR
66. Kent Petersen, DK-Sparta 2:29,00 timer - PR

Kvinder
1. Florence Kiplagat, Kenya 2:19,44 timer
2. Irina Mikitenko, Tyskland 2:22,18 timer
3. Paula Radcliffe, Storbritannien 2:23,46 timer
24. Lene Hjelmsø, DK-Sparta 2:42,26 timer - PR
26. Anne-Sofie Pade Hansen, DK-Sparta 2:43,30 timer - PR
46. Maria Bybjerg, DK(klub?) 2:59,01 timer 
50. Charlotte Skaunsgård, DK-Sparta 2:59,55 timer - PR 

PS: Næppe mange er klar over det, men da den nybagte verdensrekordholder Patrick Makau første gang optrådte udenfor hjemlandet, var det såmænd ved B.T. Halvmaraton i 2006..

Foto: Øverst Henrik Them (i sort), nederst Lene Hjelmsø. (Kim Gudmand) 

Se flere af Kim Gudmands fotos her

© Copyright Dansk Atletik Forbund