CrossChallenge 1.runde: To favoritsejre og en mindre sensation
30. oktober 2011 · Jeppe Weinreich
Munkholm og Sig Møller kom begge tilbage på sporet ved Cross Challenges 1. runde i Vejle. Hos de mandlige juniorer så man noget så usædvanligt som en debutantsejr.
Nok blev den 34. udgave af DAF’s traditionsrige vinterturnering afviklet under et nyt navn – CrossChallenge – og usædvanligt nok på en lørdag, men vinderne i de to seniorklasser var gamle kendinge. Til gengæld så en mindre sensation dagens lys i den mandlige juniorklasse, men det vender vi tilbage til.
Munkholm tilbage hvor han slap
Siden hans sidste optræden på bane den 28. juni i tyske Biberach har Morten Munkholm (Aarhus 1900) kun vist sig i konkurrence én eneste gang - da han sejrede i Eremitageløbet. Lørdag ved Vejle Idrætsefterskole, hvor den efterårsprægtige Nørreskov dannede en smuk ramme om sæsonåbningen, fortsatte 26-årige Munkholm– de to seneste turneringers samlede vinder - hvor han slap, nemlig med en overbevisende sejr.
På den 10 km lange rute, fordelt over fire runder med én meget stejl og lang bakke, var det fra start Morten Munkholm, der tog teten. Overraskende nok kunne Korsør AM’s Abdi Hakin Ulad som den eneste følge med på første omgang. Som løbet udviklede sig, måtte Hakin dog erkende, at hans udlæg havde været for optimistisk, og ikke lang tid gik der, før den mangedobbelte vinder af turneringen, Jesper Faurschou (Herning LK), overtog andenpladsen. Den OL-forhåndsudtagne Faurschou disponerede sine kræfter perfekt og tabte på sidste omgang ikke tid i forhold til Munkholm, hvis beskedne vindertid på 33:19 min. for de 10 km med al tydelighed understreger, at der var tale om cross. Munkholm kunne dog stadig holde 16 sekunder ned til Faurschou, mens Abdi Hakin Ulad kom ind på en ærefuld 3. plads blot 3 sekunder foran Johan Damkjær (Aarhus 1900).
Holdmæssigt kunne herrerne fra Aarhus 1900 – trods skadesafbud fra både Andres Bueno og Jakob Hoffmann - sejre sikkert, og meget tyder på, at århusianerne nu er godt på vej til at tage den sjette sejr på bare syv år.
Spændende rute
”Det var en god og spændende rute,” lød det fra Morten Munkholm, der trods den hårde stigning undervejs fandt mudderet på det flade stykke som det sværeste at forcere.
”Jeg løb ikke med pigsko, da jeg grundet min skade fortsat har indlæg i skoene. Derfor tør jeg heller ikke løbe NM Cross, da det vil være for ”motionistagtigt” at stille op i flade sko. Det var først i sidste øjeblik, at jeg besluttede mig for at løbe i dag. Men det gode er, at jeg igen kan træne for fuldt blus,” fortæller Morten Munkholm, der til gengæld håber at være klar til EM Cross i Slovenien i december.
Maria Sig tilbage på sporet
Hos kvinderne var det ikke uventet Maria Sig Møller (AGF), der løb af med sejren. Lige fra start skabte den 28-årige løber et forspring ned til sine konkurrenter. Et forspring, som hun på den 8 km lange rute på overbevisende måde kunne holde hele vejen.
Bag hende kæmpede to andre AGF’ere, Signe Søes og Maja Alm, en hård kamp mod Simone Glad (OA/OGF). Orienteringsløberen Maja Alm måtte dog før sidste runde stoppe op med maveproblemer. Dermed blev det ikke til nogen tredobbelt AGF-triumf, da Simone Glad følgelig tog 3. pladsen. Af hensyn til 2. holdet kæmpede Maja Alm sig dog i mål på en 14. plads. Trods Alms problemer havde AGF's førstehold ingen problemer med at sejre.
For Maria Sig Møller, hvis OL-drømme for nylig led et knæk, da hun måtte udgå af Berlin Marathon, markerede sejren starten på en ny periode.
”Det var en god omgang crosstræning. Jeg er vant til at vinde herhjemme, men i dag havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg måske kunne tabe,” fortalte Maria Sig Møller, der med sejren efterfølgende kunne konkludere, at ”bundformen er god.”
Planen er nu at forsøge at klare OL-kravet ved London Marathon i april. Men lige nu kommer det til at handle om cross.
”Jeg har planlagt to crossløb i Belgien. Det betyder, at jeg ikke kan løbe næste runde i Roskilde, men hvis jeg ellers er hjemme, så løber jeg de andre runder,” lød det fra Maria Sig Møller, der efter skuffelsen i Berlin fik konstateret jernmangel og efter en længere kur først nu begynder at føle sig frisk igen.
Nyt navn sørgede for overraskelse
I den mandlige juniorklasse sørgede den 18-årige Jacob Østergaard Markussen (Aarhus 1900) for en artig overraskelse, da han sejrede i sin turneringsdebut. Med kun ét baneløb (8:58,0 min. på 3000 meter d. 6. september) i benene var det kun folk i inderkredsen, der havde tiltro til hans muligheder. Men den unge mand - der kommer fra cykelsporten og først i maj meldte sig ind i en atletikklub – tog halvvejs i løbet teten, efter at Peter Glans (OA/OGF) havde ført. Glans faldt dog tilbage og blev senere overhalet af et andet stort og spændende talent, Mikkel Dahl-Jessen (SAK77), der flot løbende kom ind på en andenplads. Men en sejr i debuten – er det overhovedet sket før?
Sjællandsk triumf
Mens kun Abdi Hakin Ulad som den eneste sjællandske løber formåede at klemme sig ind på top-3 i de tre foregående klasser, så kunne øen tage alle podiepladser hos de kvindelige juniorer. Caroline Tauson (Sparta) lignede til at starte med en vinder, men undervejs på den 6,14 km lange strækning, måtte hun se sig distanceret af den senere vinder, Josefine Rytter (Bagsværd AC), samt sin klubkammerat – og tidligere Bagsværd-løber, Anna B. Mikkelsen, der tog andenpladsen. Blot 7 sekunder delte de tre unge løbere.
Vejle Idrætsefterskole, på hvis atletiklinje der i øjeblikket går 21 elever – af hvilke 18 var med til DMU – stod for et upåklageligt arrangement med en tilskuervenlig rute. Fra arrangørernes side bringer vi dog her en lille undskyldning for de dårlige omklædningsforhold, der gjorde sig gældende for kvinderne.
Vi ser med spænding frem til næste runde i Roskilde (lørdag d. 19/11), der som i lighed med i fjor bliver en holdstafet.