Loading...

Nyheder 2011

OL 2012 og udtagelse til maraton

02. november 2011 · Jakob Larsen

2011 har budt på mange gode danske maratonpræstationer, som lover rigtigt godt for de kommende år generelt og for OL 2012 i særdeleshed.

Hos herrerne har Jesper Faurschou  med 2.16.15 timer fra  årets London Marathon klaret det danske B-krav til  OL, mens Henrik Them Andersen med 2.17.47 timer fra Berlin Marathon har klaret  det internationale B-krav, men ikke det nationale B-krav. 

Hos kvinderne  har Dorte Vibjerg med 2.34.44 timer fra Frankfurt Marathon klaret det  internationale A-krav, mens Lene Hjelmsø med 2.42.26 timer fra Berlin Marathon  har klaret det internationale B-krav, mens ingen af dem har klaret nogen af de nationale krav.

På baggrund af  ovenstående har DAFs  sportschef og cheftræner besluttet, at:  

Jesper Faurschou vil blive indstillet til udtagelse til OL den 1. juni  2012 på B-krav med mindre, at en anden løber indfrier det nationale A-krav  (2.15,00 timer) senest i forbindelse med London  Marathon 22. april 2012. Sker dette, vil vedkommende blive indstillet til  OL-udtagelse. Såfremt Jesper Faurschou løber det nationale  A-krav forinden, indstilles han uanset øvrige forhold.

Såfremt  Dorte Vibjerg løber det nationale A-krav (2.34,30 timer) senest ved London  Marathon 22. april 2012, indstilles hun til OL-udtagelse uanset øvrige  forhold. 

Hvis Dorte Vibjerg ikke klarer det nationale A-krav senest  den 22. april 2012, men en anden løber klarer det  nationale A-krav senest i forbindelse med London Marathon 22.  april 2012, vil vedkommende blive indstillet til OL-udtagelse. 

Hvis  ingen løber har klaret det nationale A-krav, vil  DAF med DIF og Team Danmark drøfte udtagelse af én kvindelig deltager i  maraton. Dette vil også være tilfældet, hvis en anden løber end Dorte klarer  det nationale B-krav (2.37,00 timer ved udvalgte løb) senest i forbindelse med  London Marathon 2012. I denne diskussion vil Dorte Vibjerg indgå i  drøftelserne.

Har ingen kvindelige løber klaret det nationale  B-krav pr. 22. april 2012, vil DAF drøfte med DIF og Team Danmark, om Dorte  Vibjerg kan opnå udtagelse til OL på dispensation fra de nationale  udtagelseskriterier.

© Copyright Dansk Atletik Forbund