CrossChallenge 2. runde: Stafetløb uden klare favoritter
18. november 2011 · Jeppe Weinreich
Holdkonkurrencen hos herrerne tegner til at blive en tæt dyst, når 2. runde af vinterturneringen i morgen skydes af i Hyrdehøj Skov i Roskilde
Når anden runde af CrossChallenge afvikles lørdag med Hellas Roskilde som arrangør, bliver det med en samlet start for alle klasser klokken 13. I fjor lagde Aarhus grund til forsøget med en nyskabelse i den traditionelle turnering i form af en holdstafet. Koncepteter blevet ændret en smule, så et hold hos de mandlige seniorer nu kun består af tre løbere. Samlet skal hvert hold løbe 18 gange 1000 meter i Hyrdehøj Skov, hvor første runde af sidste års turnering foregik.
”Ruten er relativt flad. Der er nogle gode sving og et udfordrende underlag,” siger Torben Striboldt fra Hellas Roskilde. ”Græsset er ikke slået helt i bund, og der er en del ujævnheder.”
Arrangøren havde håbet at kunne byde løberne på lidt mere mudder, men den usædvanligt tørre novembermåned har ikke bidraget til det.
Ingen oplagte favoritter hos herrerne
Med stafetkonceptet er det blevet sværere at udråbe nogen favorit i herrernes holdkonkurrence. Hidtil suveræne Aarhus 1900 stiller - med undtagelse af Johan Damkjær - uden deres stærkeste løbere. Det samme er – igen – tilfældet med Sparta. I det lys kunne AGF med duoen Michael Nielsen og Brian Lindberg måske stå for en overraskelse. Med de lange pauser imellem hver tur ligger stafetten også godt for 800 meter løbere, og her har KIF med Michael Schmidt og Matias Reedtz to gode kort på hånden, ligesom man heller ikke skal glemme Korsør AM, der stiller med deres to NM Cross-deltagere, Abdi Hakin og Mads Tærsbøl på holdet.
Stærk AGF-trio
Er det svært at udråbe nogen favorit hos herrerne, ligner AGF imidlertid hos kvinderne et oplagt bud på en vinder. Med trioen Maria Sig Møller, Maja Alm og Louise Laursen – der sidste år i Roskilde kom ind som hhv. nr. 1, 2 og 9 – er det svært at se nogen anden klub løbe med holdsejren.
CrossChallenge 2. runde – Roskilde d. 19. november kl. 13
Foto: Aarhus 1900 må lørdag undvære Jakob Hoffmann, der vandt den individuelle klasse ved sidste års stafet. (Kim Gudmand)
Foto: Aarhus 1900 må lørdag undvære Jakob Hoffmann, der vandt den individuelle klasse ved sidste års stafet. (Kim Gudmand)