Loading...

Nyheder 2011

CrossChallenge 2. runde: Dobbelt AGF-triumf

19. november 2011 · Jeppe Weinreich

Brian Lindberg, Michael Nielsen og Claus Bloch udgjorde den stærkeste trio, da lørdagens crossstafet i Roskilde blev afviklet.

Lørdagens 2. runde af CrossChallenge i Roskilde blev en dobbelttriumf for AGF, hvis hold i både herre- og dameklassen klarede de 18 gange 1000 meter hurtigst.

Michaelnielsen Crosschallenge2011 GudmandashxPå første omgang var det bronzevinderen fra Junior-NM, Mads Tærsbøl, der bragte sin klub Korsør AM i spidsen med en omgangstid på 2:34 min. En tid, der skulle vise sig at blive dagens hurtigste. Han afleverede depechen til Adbi Hakin Ulad, der kunne udbygge den sjællandske klubs føring. Det hurtige udlæg begyndte dog at hævne sig, og på sjette omgang kunne Michael Nielsen (AGF) overhale Korsørs tredjemand, Lasse L. Sørensen, hvorefter århusianerne stille og roligt udbyggede deres føring. Senere blev Korsør AM overhalet af KIF, der med en homogen trio bestående af veteranen Rolf Knudsen og de to 800 meter-løbere Mathias Reedtz og Michael Schmidt tog andenpladsen 11 sekunder foran Korsør, hvis Abdi Hakin tog Lasse L. Sørensens sidste tur. De ellers så suveræne herrer fra Aarhus 1900 var stærkt hæmmet af afbud og sluttede langt nede i feltet. Med hele ni ture for sin klub viste den EM-udtagne Johan Damkjær dog god moral, selvom det ikke bragte den sejrsvante klub ind i top-3.

God træning til Faurschou
Herning LK tog fjerdepladsen, og en nærmere granskning af resultatlisten gav den individuelle sejr til Jesper Faurschou, der med hele otte ture for sit hold fik en god gang træning. Noget overraskende var det juniorløberen Peter Glans (OA/OGF), der tog andenpladsen, blot ét sekund efter Faurschou.

Stafetkonceptet og den samlede start for alle klasser bidrog sammen med det milde og tørre vejr til en god stemning.

”Fokus er jo på holdkonkurrencen, og at dømme efter de mange mange opmuntrende tilråb så har deltagerne taget konceptet til sig. Ja, der blev virkelig gået til stålet,” lyder det fra Torben Striboldt fra arrangørklubben Hellas Roskilde. 

Faurschoucrosschallenge2011 GudmandashxAGF’s kvinder klarede sig uden Sig Møller

Trods afbud fra Maria Sig Møller havde AGF’s kvinder ikke de store problemer med at vinde dagens holdkonkurrence. Som Jesper Faurschou tog Maja Alm otte ture for sin klub og lod Louise Laursen og Aisha Rafique nøjes med fem. Trods det hårde program kunne Alm også tage den individuelle sejr foran bronzevinderen fra DM på 5000 meter, Lea Reime (Blovstrød). Dermed synes AGF igen i år godt på vej til at vinde samlet. Om Alm også skal vinde den samlede titel individuelt, er nu op til Maria Sig Møller.

Juniordrenge viser god form
Ved det kommende EM Cross er hele seks juniordrenge blevet udtaget. Flere af dem viste god form, tre uger før det går løs i Slovenien. Ud over de førnævnte Mads Tærsbøl og Peter Glans gjorde det helt nye navn fra Aarhus 1900, Jacob Ø. Markussen, igen en god figur som den 8. hurtigste i alle klasser. Drengene fra Sparta, anført af Frederik Fürstenberg, havde dog en stærkere tredjemand på deres hold og var lidt over et halvt minut bedre i sidste ende.

Hos de kvindelige juniorer var Katrine Reinholdt (Amager AC) bedst individuelt, men ellers stod der Bagsværd AC på det meste. Klubben tog her således både første og tredjepladsen i holdkonkurrencen.

Det var anden gang, at stafetkonceptet blev afviklet. Meget tyder altså på, at den er kommet for at blive.

”Løberne har det rigtig sjovt med denne konkurrence. Det er en rigtig god træning, som også er med til at understrege, at turneringen er en vigtig del af vinterens træning,” siger Niels Kim Hjort, der specielt glæder sig over de mandlige juniorer, der udgør den største del en den danske trup til det kommende EM Cross.

”NM Cross i Uddevalla understregede deres kvaliteter. Der er virkelig noget at bygge på her, og de kommer til at fylde meget i seniorklassen om nogle år,” vurderer den tidligere nordiske rekordholder på 1500 meter.

Nu holder turneringen en længere pause, inden det går løs i Aalborg den 29. januar med et gadeløb på 10 og 15 km.

Aisharafique Crosschallenge2011 Gudmandashx

CrossChallenge 2011/12 - 2. runde – Roskilde d. 19. november

Mænd – senior
1. AGF 49:48 min.
2. KIF 50:43 min.
3. Korsør AM 50:54 min.

Individuelt
1. Jesper Faurschou (Herning LK) 10:47 min.
2. Peter Glans (OA/OGF) 10:48 min.
3. Steffen Falch Larsen (Blovstrød) 10:49 min.

Kvinder – senior
1. AGF 58:23 min.
2. Blovstrød Løverne 60:13 min.
3. AGF II 61:18 min.

Individuelt
1. Maja Alm (AGF) 12:34 min.
2. Lea Reime (Blovstrød) 12:39 min.
3. Simone Glad (OA/OGF) 12:49 min.

Junior – M
1. Sparta 53:24 min.
2. Aarhus 1900 53:59 min.
3. Odense Atletik 55:49 min.

Individuelt
1. Peter Glans (OA/OGF) 10:48 min.
2. Jacob Østergaard Markusen 11:00 min.
3. Jacob Simonsen (AGF) 11:20 min.

Junior – K
1. Bagsværd AC 61:54 min.
2. Sparta 62:45 min.
3. Bagsværd AC II 66:16 min.

 

Foto (fra øverst til nederst): Michael Nielsen fra det vindende AGF-hold, Jesper Faurschou (Herning LK) - dagens hurtigste mand & Aisha Rafique fra AGF's kvindehold.

© Copyright Dansk Atletik Forbund