Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 12-05 Julemærkemarch stor succes!
Julemærkemarch stor succes!
05. december 2011 · Patricia Wilson
Den 35. Julemærkemarch blev afviklet fra 63 startsteder fordelt over hele landet.
I alt var der på de 63 startsteder 19.081 betalende deltagere ude for at gå for julemærkehjemmene. De største hold var: Køge Vandreforening 332 deltagere – Eggeslevmagle S.G. og I.F. 266 deltagere - Odd Fellow Loge 83 broen Skælskør 214 deltagere. Julemærkemarchen håber at overskuddet bliver i nærheden af sidste år. Overskuddet fra 35. Julemærkemarch overrækkes søndag den 26. februar 2012 kl. 14 på Julemærkehjemmet ”Skælskør”, Møllebakken 5, Skælskør
De danske Julemærkehjem hjælper hvert år ca. 700 piger og drenge i alderen 5 - 14 år. Psykiske og sociale belastninger giver nogle børn problemer i hverdagen. Baggrunden er ofte vanskeligheder i hjemmet og mobning i skolen. Julemærkehjemmene søger at hjælpe tidligst muligt - som regel med gode resultater, således at børnene efter et ophold på 9 - 12 uger kan vende hjem til en rolig og afbalanceret hverdag, med fornyet selvtillid og gå-på-mod.
Der skal lyde en stor tak til alle de mange frivillige, som gør at Julemærkemarchen kan afvikles, tak til alle deltagere og sponsorer over hele landet og til pressen for den positive omtale af Julemærkesagen.