Loading...

Nyheder 2011

Andreas Bube og Sara Petersen udtaget til OL

07. december 2011 · Pressemeddelelse fra Danmarks Idræts-Forbund

Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har udtaget hækkeløberen Sara Slott Petersen og 800 meter-løberen Andreas Bube til OL i London.

På indstilling fra Dansk Atletik Forbund har DIF’s bestyrelse (Danmarks Olympiske Komite) udtaget Sara Slott Petersen, 400 m hæk, og Andreas Bube, 800 m, til OL i London.

 

”Andreas Bube har haft et fantastisk 2011 med stor fremgang, og det udløser nu en OL-udtagelse. Sara Slott Petersen er den største kvindelige profil i dansk atletik, og det glæder mig, at hun nu skal med til OL i London, efter at hun ikke kvalificerede sig til OL i 2008,” siger Jesper Frigast Larsen, der er OL/Elitechef i DIF.

 

Andreas Bube løb på 1.45,04 ved Diamond League-stævnet i Buxelles den 16. september 2011, hvor han blev nr. seks. Tiden var under det danske OL-krav i 800 m løb på 1.46,30, som er identisk med det internationale B-krav. Bubes tid var også under det internationale A-krav på 1.45,60. Andreas er 24 år og repræsenterer Bagsværd AC.

 

Ved et stævne i Ljubljana 27. juli i år kom Sara Slott Petersen med en tid på 55,97 sekunder under 56,55 sekunder, der er dansk OL-krav (og internationalt B-krav) i 400 m hæk. Sara slog samtidig sin egen danske rekord fra 2009. Sara er 24 år og repræsenterer Aarhus 1900.

 

Både Sara og Andreas har tidligere deltaget ved de europæiske ungdoms-OL (EYOF), hvor Sara endda vandt guld i Paris i 2003.

 

Med OL-udtagelserne af de to atletikudøvere er i alt fire danske atleter klar til OL, idet skytterne Stine Nielsen og Anders Golding allerede er udtaget af DIF.

 

Læs mere om Sara og Andreas på DIF’s og Team Danmarks fælles site www.OL.dk, hvor du også kan se OL-bruttotruppen, opnåede nationspladser, videodagbøger fra atleter, OL-facebookside m.m.

 

OL i London er fra 27. juli til 12. august 2012.

© Copyright Dansk Atletik Forbund