Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2011 > 12-14 Læs alt om FIF Hillerød's historie i ny bog
Læs alt om FIF Hillerød's historie i ny bog
14. december 2011 · Patricia Wilson
"FIF Hillerød Atletik 1911-20 11 - i et 100-årigt perspektiv" , udgivet af Hillerød Lokalhistoriske Forening, 2011. 342 sider, 258 illustrationer og fotos, hvoraf 44 i farver. Pris 200 kr.
Bogen er skrevet af en redaktionsgruppe, bestående af Kirsten Petersen, Per Marstrand, Preben Olsen, Bjarne Sveegaard og Ivar Berg-Sørensen, der har redigeret bogen. Ud over enten at have været ledere eller trænere har alle 5 også været aktive atletikudøvere i FIF Hillerød Atletik.
I bogen sættes FIF i relation til byen Hillerøds udvikling gennem 100 år. Der lægges ikke blot vægt på de idrætslige præstationer i op- og nedgangsperioder for mænd, drenge, kvinder og piger, (nævnt i den rækkefølge, de kom i gang med atletik), men ligeledes skildres det sociale liv og det nordiske idrætssamarbejde omhyggeligt. Betydningen af atletik i byens skoler i 1940-1960'erne for FIF Hillerød Atletik og de nutidige populære motionsløb Gribskovløbet og Slotssti-stafetten er også fremhævet.
Store navne i klubben som dens første danske mester, Harald Nielsen, i maratonløb1926, John Viggo Jensen, DM i 10-kamp 1958, frem til de 3 søskende Rikke, Louise og Nikolaj Sørensen, med mange DM'er og landsholdpladser sidst i 1900-tallet, og den succesrige Morten Jensen med sit væld af DM'er og DR'er som FIF'er får en omhyggelig behandling i bogen, men også DAF's formand fra 1955-58, Knud Thomsen, der startede sin atletikkarriere i FIF Hillerød nyder særlig omtale.
I et særligt kapitel "Pokalernes historie" kan meritter fra mange af klubbens mere eller mindre kendte navne mindes, og afslutningsvis er omtalt klubbens formænd samt bragt en oversigt over de personer, der har modtaget diverse hædersbevisninger for deres indsats i bl.a. DAF, SAF/SKAF eller FIF Hillerød Atletik. Bogen sluttes med en oversigt over den anvendte litteratur.
Et særligt hæfte "FIF Hillerød Atletik 1911-2011 - mesterskaber og rekorder", redigeret af Preben Olsen, er udarbejdet som supplement til bogen. Det rummer interessante og væsentlige oversigter over klubrekorder, danske mesterskaber og rekorder, alle tider 10 bedste, Gribskovløbet og Slotssti-stafetten og er en sand lækkerbisken for statistikere og talnørder. Hæftet er på 36 s. og koster 25 kr.
Både bog og hæfte kan købes hos FIF Hillerød Atletik (www.dkbetal.dk) eller ved henvendelse hos redaktøren ( ibsorensen@email.dk ).