Loading...

Nyheder 2012

Rasmus W. åbner sæsonen på suveræn vis

21. januar 2012 · Jeppe Weinreich

Med en sejr på 5.50 meter i Göteborg lugter det nu af OL-deltagelse for Rasmus W. Jørgensen. I Reykjavik blev det til en mere beskeden start for Morten Jensen.

Meldingerne om topform blandt de bedste danske stangspringere viste sig at holde stik, da de lørdag kom i aktion under Stavhoppskarnevalen i Göteborg. Her sejrede Rasmus W. Jørgensen (Sparta) nemlig ved at klare flotte 5.50 meter – personlig rekord indendørs og identisk med hans hidtil bedste notering fra EM 2010.

Med den imponerende sæsonåbning af Rasmus – der fylder 23 på mandag – blev troen på OL-deltagelse kraftigt styrket.

”Det var en sæsonstart over al forventning. Rasmus’ spring på 5.50 meter var klart bedre, end da han klarede samme højde i Barcelona,” siger træner Thor Torp om resultatet, der samtidig var ny stævnerekord.

”Det var mere end forventet, men det føltes også, som om der var mere at hente lige om hjørnet,” siger Rasmus selv, der samtidig glædede sig over træningsmakkeren Mikkel M. Nielsens indsats.

Stavhoppskarneval2012ashx

Mikkel M. Nielsen tæt på 5.40 meter

Denne kom nemlig ind på en ligeledes flot 3. plads med 5.30 meter, hvilket også var personlig rekord indendørs – og blot 1 cm under hans bedste notering udendørs. Hans efterfølgende forsøg på 5.40 meter var ifølge Thor Torpp rigtig gode og giver forhåbninger om også en stor sæson fra hans side.

Mens Spartas norske islæt Catrine Larsåsen med en sejr på 4.29 meter fik en god sæsonstart, var den knap så flot for Caroline Bonde Holm, der blev treer med 4.11 meter. Det var første gang i længere tid, at den danske rekordholder indendørs sprang med fuldt tilløb, og det betød ifølge træneren, at hun havde problemer med at styre springet. Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja) måtte på 5. pladsen nøjes med 3.75 meter.

Beskeden sæsonåbning af Morten Jensen
I Reykjavik fik længdespringer Morten Jensen (Sparta) noteret beskedne 7.61 meter som sit bedste. Der var tale om en slags test, og selvom resultatet ikke var prangende, blev der ifølge træner Anders Møller trods alt vist gode takter. De 7.61 meter var efter tre overtrådte forsøg et ”sikkerhedsspring” i fjerde runde. Derefter blev der uden held satset for voldsomt.

”Morten kan endnu ikke styre det 6. gear, men han viste rigtig gode takter, og der er endnu en del tilvænning til konkurrenceintensiteten, hvilket jo også er grunden til, at vi tog herop,” siger Anders Møller, der ser frem til Mortens kommende stævner i Malmö næste weekend og derefter IAAF stævnet i Moskva.

Stavhoppskarnevalen – Göteborg d. 20. januar
Resultatliste

foto: Mikkel M. Nielsen, Rasmus W. Jørgensen og den finske 2'er Jeri Bergius (5.40m). (Stavhoppskarnevalen.se)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund