Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 01-21 Solid sæsondebut af Kim Christensen
Solid sæsondebut af Kim Christensen
21. januar 2012 · Jeppe Weinreich
19.62 meter i Utah er den bedste sæsonåbning nogensinde for den danske OL-kandidat.
Med resultatet 19.62 meter natten til lørdag i Utah fik kuglestøder Kim Juhl Christensen (Sparta) sin bedste sæsonåbning nogensinde. Konkurrencen - 1st Annual Viking Shot Put Challenge - foregik i byen Provo, hvor Kim sammen med Nick Petersen (Sparta) er på besøg hos de svensk-amerikanske Arrhenius-brødre, som også træner i Vésteinn Hafsteinsson gruppe.
Trods det fine resultat tyder alt dog på, at den danske OL-kandidat har meget mere i sig.
”Kim gjorde det o.k., selvom han havde to eller tre stød, som var længere end de 19.62 meter, men han havde problemer med at overtræde,” siger træner Vésteinn Hafsteinsson. ”Kim stødte langt over 20 meter under træning i denne uge, så jeg forventer mere af ham, når han får flere konkurrencer ind i kroppen, for Kim har aldrig været bedre end nu.”
Træningsmakkeren Nick Petersen blev noteret for 18.38 meter.
”Nick er i gang med at ændre sin teknik, og i relation til det var det o.k. - 18.38 meter er ikke noget at skamme sig over,” siger Vésteinn, der først og fremmest glædede sig over at se Nick i aktion igen.
Næste stævne: Chemnitz
Konkurrencen i Utah blev vundet af amerikaneren Zack Lloyd med gode 20.54 meter, mens Niklas Arrhenius (SWE) lige akkurat slog Kim Juhl Christensen med et stød på 19.74 meter.
Næste stævne bliver for Kims vedkommende det tyske Hallenmeeting i Chemnitz d. 27. januar. Startlisten er endnu ikke offentliggjort, men det må formodes, at Kim her kommer op imod verdensmesteren David Storl, der netop har hjemme i Chemnitz.
”1st Annual Viking Shot Put Challenge” – Provo, Utah d. 19. januar 2012
Kuglestød M
1. Zack Lloyd, USA 20.54 meter
2. Niklas Arrhenius SWE 19.74 meter
3. Kim Christensen DEN 19.62 meter
4. Leif Arrhenius SWE 19.10 meter
5. Nick Petersen DEN 18.38 meter