Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 01-29 Pallas (4): Janick er tilbage - 2.25m!
Pallas (4): Janick er tilbage - 2.25m!
29. januar 2012 · Jeppe Weinreich
Efter en skidt sæsondebut leverede højdespringer Janick Klausen i Malmø et stærkt opmuntrende resultat med 2.25 meter.
Sidste søndag var han i Aarhus ikke engang tæt på klare 2.10 meter. I dag ved Pallas Spelen viste Janick Klausen (Aarhus 1900), at han stadig kan springe højt, da han i andet forsøg tog 2.25 meter. En total forandring på en uges tid. Og så var det endda langtfra sikkert, at han havde sprunget i dag. Faktisk overvejede han at tage en længere pause grundet de tilbagevendende smerter i fødderne.
”Sidste onsdag fik jeg efter massage sindssygt ondt i foden, og jeg vidste ikke om jeg overhovedet ville springe igen. Så jeg satte mig ned og tænkte over tingene for at gøre op med mig selv, om jeg overhovedet gad det her. Jeg besluttede så at se, hvordan det ville gå her, og det tyder jo på, at tingene kører meget godt,” lød det fra det stadig kun 18-årige stortalent, mens han fik isposer på begge sine fødder.
Banská Bystrica
Nu skal begge fødder have ro, og så er planen ellers at springe ved det stærkt besatte højdespringsstævne Banská Bystrica i Slovakiet d. 8. februar, hvor han netop har fået bekræftet sin start.
”Nu må vi først se, hvordan hans fødder har det om et par dage,” siger træner Thomas Cortebeeck. ”Planen har i lang tid været at springe højt den 8. februar. Det er tilpas lang tid efter den træningslejr, som vi lige har været på. Banen dér er kendt for at give meget – specielt til typer som Janick. Så når han kan klare 2.25 meter her, så er muligheden for at springe 2.28 meter bestemt til stede.”
De 2.28 meter er som bekendt OL-kravet. Søndag blev det til tre forsøg på denne højde; et enkelt af dem var meget pænt, dog uden at være helt tæt på. Forinden havde han taget højderne 2.01, 2.10, 2.16 i første, 2.20 i andet forsøg – og så de 2.25 som førnævnt også i det andet. Det var i øvrigt femte gang i karrieren, at Janick Klausen sprang denne højde eller højere.
Nick viser sit potentiale på 800 meter
Efter lørdagens sejr på 400 meter skulle Nick Ekelund-Arenander (KIF) søndag to gange i aktion. Trods en start i C-heatet løb han med tiden 22,17 sek. (PR-inde) ind på en samlet 2. plads kun overgået af Sveriges suveræne Johan Wissman, der imponerede med 21,38 sek. I B-heatet fik Ekelunds rival på 400 meter, Jacob Riis (Sparta) noteret 22,34 sek. Næste weekend havner de måske i samme heat på favoritdistancen, når Göteborg Inomhus finder sted.
At Nick Ekelund-Arenander (KIF) om nogle år måske som Andreas Bube kan gå op på 800 meter, understregede han søndag, da han fra starten løb de fire runder i front på 1:57,47 min. Ikke nogen prangende tid, men med til historien hører, at han efter planen kun skulle løbe 30 sekunder på de første runder. Han rundede 400 meter i 60,91 sek. og sluttede altså af med 56,5 sek. på de sidste 400 – den sidste 200 meter på godt 26,5 sekunder.
På kvindernes 200 meter fulgte Anna Olsson (Sparta) op på lørdagens årsbedste på 60 meter, da hun med 25,03 sek. blot var 0,07 sek. fra sin inde-PR fra 2010.
Dansk ungdomsrekord af Mathiesen
Også Simon Mathiesen (Hvidovre AM) fulgte flot op på lørdagens 60 meter, da han skar 0,03 sek. af Morten Dalgaard Madsens blot ét år gamle 16-års rekord med tiden 22,88 sek.
Andre steder
- Kuglestøder Nick Petersen (KIF) er i gang med at ændre sin teknik, så der kan blive stødt langt til sommer. Det tager selvsagt lidt tid, og han måtte søndag nøjes med 17.60 meter.
- Længdespringer Andreas Trajkovski (KIF) sprang for første gang i et halvt år og leverede en stabil serie med 7.30 meter som det længste – ny stævnerekord i juniorklassen.
- Flere årsbedste blev der sat søndag: Jesse Ipsen (KIF) lagde 1 cm til sin egen notering i længdespring med 5.91 meter, mens Laetitia Kim Bruun (Sparta) hos juniorerne vandt med inde-PR 5.69 meter.