Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 02-06 Malmö: Sprinttalenter forbedrer deres rekorder
Malmö: Sprinttalenter forbedrer deres rekorder
06. februar 2012 · Jeppe Weinreich
Både Simon Mathiasen og Christian Clausen var god for endnu en rekord ved weekendens Atleticumspelen, som også bød på et fint comeback til Stina Troest.
To store sprinttalenter i årgang 96 skar ved weekendens Atleticumspelen i Malmö yderligere hundrededele af deres ungdomsrekorder. Simon Mathiasen (Hvidovre AM) erobrede ugen før i samme hal rekorden på 200 meter, da han løb 22,88 sek. Den tid skar han nu én hundrededel af til 22,87 sek.
Christian Clausen – nu 50,56 sek.
På den dobbelte distance gjorde Christian Clausen (KIF) ham kunststykket efter, da han forbedrede sin rekord på 50,70 sek. fra Pallas Spelen til 50,56 sek. Tidligere har Christian – der trænes af navnebroderen med efternavnet Trajkovski – mest slået sine folder på 300 meter-distancen. Derfor lyder hans PR på 400 meter udendørs blot på 53,49 sek.! Kan både Simon og Christian bevare gejsten, ligner de et par oplagte kandidater til Ungdoms-VM, som afvikles i Donetsk (UKR) i sommeren 2013.
Dansk årsbedste af Troest
På 400 meteren fik Stina Troest (Amager AC) et fint comeback efter mere end et halvt års pause, da hun blev nr. 3 med 57,12 sek. – inde-PR og samtidig den hurtigste tid herhjemme denne sæson.
- Nyt dansk årsbedste var der ligeledes på den dobbelte distance, da Rikke Rønholt (Sparta) her vandt i 2:11,61 min. – lidt over et sekund hurtigere, end hvad Dagmar F. Olsen (Allerød AM) løb i samme hal ugen før.
- På mændenes 800 meter kunne Michael Schmidt (KIF) ligeledes forbedre sin klubkammerat Matias Reedtz’ årsbedste med tiden 1:55,95 min.
Atleticumspelen, Malmö d. 4/5-2 – resultatliste