Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 02-07 DM Mangekamp: Ejlersen vinder titlen for 6. gang
DM Mangekamp: Ejlersen vinder titlen for 6. gang
07. februar 2012 · Jeppe Weinreich
Tine Bach Ejlersen havde ingen problemer med at forsvare sin titel, da Helsingborg i weekenden dannede ramme om DM-inde Mangekamp.
Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) kunne i weekenden vinde DM-titlen i indendørs femkamp for sjette gang i karrieren. I Helsingborg, hvor mesterskabet fandt sted, scorede Tine 3858 point – ikke langt fra hendes PR fra DM 2010, som lyder på 3901 point.
Undervejs til guldmedaljen lavede Tine en stabil serie uden svipsere. Undervejs var hun ikke rigtig tæt på nogen PR i de enkelte discipliner - indtil den afsluttende 800 meter, som hun absolverede i ny inde-PR 2:22,03 min. På 60 meter hæk måtte hun noget overraskende se sig slået af junioren Anne Sofie Vermund (Sparta), der med 8,89 sek. (tangering af det danske årsbedste) forbedrede sin PR kraftigt. Tine fik noteret 8,95 sek., mens Vermund ikke stillede op i de følgende øvelser.
Mandefald i syvkampen
I herrernes syvkamp var der tale om et rigtigt mandefald. Først kom der afbud fra den forsvarende mester Gert Skals (Aarhus 1900), så indløb der kort tid før weekenden endnu et fra en anden 1900-mand, Mathias Andersen. Alene tilbage stod sidste års sølvvinder Martin Grønne (Korsør AM), så da han åbnede 2. dagen med at styrte på hækken, var mesterskabet alligevel ikke i fare. Grønne forsatte trods nullet og vandt guld med beskedne 3672 point. Det var dog stadig bedre end i Helsingør i 2009, hvor der overhovedet ingen deltagere var i begge seniorklasser.
Tæt kamp i de yngste klasser
Hos de 14-15 årige var der dog god deltagelse, og hos pigerne gav Benedicte Heegaard (Sparta) og Nikoline Skifter Andersen (AK Delta) hinanden kamp til stregen. Sidstnævnte vandt den afsluttende 800 meter, men blev alligevel slået af Heegaard med 2498 point.
- Hos drengene kunne Albert Kuhlmann (Sparta) trods et kostbart nul i kuglestød genvinde titlen takket være en flot afsluttende 1000 meter.
- Ungdoms-VM deltageren Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM) stillede ikke op hos de 16-17 årige piger. Nu vandt Hvide Sande KFUM så titlen ved Mette Graversgaard, hvis score på 3246 point faktisk kun var 47 point fra Sofies vinderresultat fra sidste år.
- Oliver Ryborg Kjeldsen (Aarhus 1900) kunne i drengenes tilsvarende klasse med succes følge op på sommerens titel i 10-kamp.
- Hos juniorerne lykkedes det hækspecialist Jens Agger (Vejle IF) at vinde titlen. Undervejs satte han med 6.83 meter en stor PR i længdespring.
- Hos de kvindelige juniorer gik titlen til Sandra Böll (Sparta), hvis score 3148 point også lå over sidste års vinderresultat.
Tine Bach Ejlersens DM-titler:
2012: 3858 point
2011: 3735 point
2010: 3901 point
2009: Afbud
2008: Afbud
2007: 3142 pooint
2006: Afbud
2005: 3615 point
2004: 3192 point
DM-inde Mangekamp – Helsingborg d. 4-5. februar