Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 02-13 Them blot 2 sekunder fra PR i Holland
Them blot 2 sekunder fra PR i Holland
13. februar 2012 · Jeppe Weinreich
I sne og kulde kom Henrik Them i søndagens hollandske 10 km løb ind som nr. 18 i 29,44 min.
Henrik Them (Sparta) viste søndag ved det traditionsrige ”Groet uit Schoorl Run” i Holland, at formen er, hvor den skal være her 10 uger før London Marathon. Trods snevejr gennemførte den 29-årige løber de 10 km på 29,44 min. Tiden, der er bare to sekunder fra hans tre år gamle PR, rakte til en 18. plads i det stærke felt.
Ved den seneste runde af CrossChallenge i Aalborg meldte Henrik Them i sidste øjeblik afbud for ikke at risikere en skade under de vejrmæssigt svære forhold. Men forholdene var ikke meget bedre i Holland, og efter løbet var Them lidt bekymret for, om han tog skade af strabadserne.
Dårlig nyhed
”Tiden er super her midt i min maratontræning. Den dårlige nyhed er, at jeg får lidt besvær med mit baglår undervejs på grund af det glatte underlag. Håber ikke, det er alvorligt,” skriver han således på sin Facebook-profil.
Morten Munkholm, hvis gamle hælskade desværre er brudt op igen, deltog i det hollandske løb i både 2010 og 2011. Ved førstnævnte lejlighed – også i snevejr – satte han sin gældende PR med 29,36 min.
10 km gadeløb i Schoorl, Holland d. 12. februar 2012
1. Abdi Nageye, Holland 28,55 min.
2. Scott Overall, Storbritannien 28,57 min.
3. Sindre Buraas, Norge 29,00 min.
18. Henrik Them, DK/Sparta 29,44 min.