Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 02-14 Liévin: Bube forbedrer sig igen
Liévin: Bube forbedrer sig igen
14. februar 2012 · Jeppe Weinreich
Med tiden 1:47,62 min. satte Andreas Bube for anden gang på fem dage personlig rekord på den indendørs 800 meter. Det rakte til en 2. plads i B-heatet.
Det danske OL-håb Andreas Bube fulgte flot op på fredagens sæsonåbning, da han ved tirsdagens IAAF-stævne i franske Liévin sluttede som nr. 2 i B-heatet på 800 meter i ny personlig rekord 1:47,62 min.
Tiden er en forbedring af den tid, han præsterede fredag i Düsseldorf med 0,19 sek. Trods det flotte resultat – som kun verdensrekordholder Wilson Kipketer i dansk sammenhæng har gjort bedre - var den 24-årige Bagsværd-løber ikke helt tilfreds med dagens præstation.
”Det var et meget rodet løb med masser af slåskampe undervejs. Alligevel fik jeg forbedret min personlige rekord, men med selve løbet er jeg ikke tilfreds,” lød det fra Andreas Bube umiddelbart efter B-heatet, som blev vundet af kenyaneren Richard Kiplagat.
Starter i Belgien på lørdag
Trods sin placering som nr. 7 på årets europarangliste måtte Bube for andet stævne i træk finde sig i at blive placeret i B-heatet. Nu håber han på at komme med i det bedste heat i sit næste løb, som bliver i belgiske Gent førstkommende lørdag.
IAAF Meeting Pas de Calais, Liévin (FRA) d. 14. februar
800 meter M – B-heat
1. Richard Kiplagat, Kenya 1:47,47 min.
2. Andreas Bube, DK/Bagsværd AC 1:47,62 min. (personlig rekord)
3. Rodriguez Rafith, Columbia 1:47,86 min.
Foto: Bube under VM i Daegu 2011. (KG Images)