Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 02-15 Højeste spring i to år
Højeste spring i to år
15. februar 2012 · Jeppe Weinreich
Med 1.73 meter satte Sandra B. Christensen en flot PR ved søndagens indestævne i Hvidovre. Lørdag i Vellinge var Simon Traoré god for endnu en ungdomsrekord.
Med resultatet 1.73 meter ved søndagens Indestævne i Hvidovre satte den unge højdespringer Sandra B. Christensen (Amager AC) ikke bare ny PR og nyt dansk årsbedste. Der var samtidig tale om det højeste spring af en dansk kvinde – ude såvel som inde – siden februar 2010.
Trods den flotte PR kan det unge talent dog ikke siges at være storfavorit til DM-titlen om små to uger. Her er der nemlig flere bud om mesterskabet i skikkelse af den jævnaldrende Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM), som sprang 1.72 meter i sommer, men som ved DM-inde får sæsonens første start, samt Mathilde D. Jensen (Aarhus 1900), som i år har været meget tæt på at klare netop 1.73 meter. Outsider er her Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900), som siges at være god for en del mere, end de 1.66 meter hun sprang ved DM Mangekamp for nylig. Den regerende mester Line Skriver (Rdrs. Freja) er – eller rettere var – én af seks atleter, der kunne vinde titlen for femte gang i træk i Sparbank Arena. Hun er imidlertid langtidsskadet og har ikke konkurreret siden d. 8. juli.
Ny dansk ungdomsrekord til Simon Traoré
Et andet flot resultat, som på uretfærdig vis ikke er blevet omtalt her på siden, er de 8,50 sek., som Simon Traoré (Sparta) lørdag løb den korte hæk på i Vellinge syd for Malmø. Resultatet er en forbedring med fire hundrededel af den 14-års rekord, han satte tidligere på sæsonen. Som årgang 98 bliver det kommende DMU i marts måned hans første af slagsen. Forinden er han dog i morgen torsdag med ved Vintersprint 2012 i Aarhus, som i år har deltagelse af rekordmange atleter.
Vermund igen under 9 sekunder
En anden hækkeløber fra Sparta, junioren Anne Sofie Vermund, var i Vellinge med 8,96 sek. på 60 meter hæk meget tæt på sin frisksatte PR på 8,89 sek., som samtidig er det hurtigste herhjemme denne sæson. Et årsbedste, hun dog deler med Anne Møller (AAIG), som er med i den eksklusive gruppe af atleter, der som førnævnt kan vinde titlen for femte gang i træk. For Annes vedkommende vil det faktisk være sjette gang, idet hun også tog titlen tilbage i Malmø 2007.
Læs mere om DM-inde på mesterskabets Facebook-side.
Resultatlister
Indestævne, Hvidovre - d. 12. februar