Loading...

Nyheder 2012

DM-inde: Fremragende førstedag

25. februar 2012 · Jeppe Weinreich

De gode resultater og tætte dyster stod lørdag i kø i Sparbank Arena, hvor hele fem hal-rekorder blev forbedret.

Fem hal-rekorder i 11 discipliner. Jo, førstedagen af DM-inde 2012 i Skive blev den klart bedste i de fem år, hvor Sparbank Arena har dannet ramme om mesterskabet. Der var ikke ét højdepunkt til at stjæle overskriften, men flere discipliner hvor niveauet var højt.

Nick besejrer Nicklas
Allerede i det indledende heat på mændenes 200 meter blev et højt niveau lagt for dagen. Her satte Nicklas Hyde (Sparta) personlig rekord med flotte 21,77 sek., mens Nick Ekelund-Arenander (KIF) gjorde det samme med 21,81 sek. i det efterfølgende heat. I finalen lagde Nicklas Hyde fra yderbanen ud i et hæsblæsende tempo, men på de sidste meter viste Ekelund-Arenander sin velkendte sejhed i finishen og snuppede guldet foran de tre spartanere. 21,65 og 21,71 sek. lød tiderne på, hvilket placerer dem som hhv. nr. 6 og 8 på alle tiders rangliste. Forventningerne til søndagens 400 meter finale blev på ingen måde dæmpet af disse præstationer.

Andreas Martinsen leverer supertid
En tæt afgørelse var også forventet på herrernes 60 meter hæk, og her blev ingen skuffet. Andreas Martinsen (AK Holstebro) genvandt titlen i den hurtigste tid siden DM-finalen i Malmö ’96, hvor Claus Hirsbro satte den gældende rekord med 7,84 sek. Tiden var under alle omstændigheder ny dansk U23-rekord, og efter en lidt skuffende 2011-sæson folder 21-årige Martinsen nu igen sit store talent ud. En stærkt opsat Jon Yde Bentsen (Aalborg AM) gav guldvinderen flot kamp til stregen og blev belønnet med sølv i årsbedste-tiden 8,05 sek., mens Christian L. Nielsen (Aarhus 1900) trods ny PR 8,18 sek. måtte skifte sidste års sølv ud med en medalje af bronze. At Christian Laugesen (Sparta) med 8,23 sek. ikke kom på skamlen, siger noget om finalens høje niveau. (Se eller gense løbet i TV2 MidtVest' reportage.)

Morten Jensen genvinder titlen i flot konkurrence
I godt 10 minutter lurede sensationen, da 18-årige Andreas Trajkovski (KIF) i fjerde runde af længdespringsfinalen røg ud på ny dansk U23-rekord 7.59 meter. Det bragte ham foran Morten Jensen (Sparta), der sprang akkurat samme længde i anden runde. Med 7.64 meter i femte runde svarede den forsvarende mester dog igen, inden at han i sidste runde med 7.80 meter viste, at han fortsat sidder på tronen. Største overraskelse var her, at en anden junior, Frederik Thomsen (Ballerup AK), formåede at vinde bronze med 7.36 meter. Unægteligt imponerende taget i betragtning, at han tidligere aldrig har været over syv meter. Det betød, at Andreas Jeppesen (Skive AM) trods PR med 7.13 meter måtte gå tomhændet hjem. Med de 7.59 meter røg Trajkovski iøvrigt op på 2. pladsen på alle tiders indendørsrangliste - foran Jesper Tørring, der ved det første DM-inde i 1971 i Ollerup vandt med 7.54 meter. (Se indslag med Morten Jensen på DR Sporten - efter 8:00 min.)

Suveræne Sara Slott
Ligesom Morten Jensen levede Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) på 200 meter op til favoritværdigheden. Efter nærmest at have spadseret sig gennem sit indledende heat satte hun i finalen fuld skrue på og blev belønnet med den flotte tid 24,41 sek. – ny hal-rekord og bare 0,08 sek. fra den mesterskabsrekord, som Sofie Abildtrup satte i 2003. I sin DM-debut tog Nikoline Skifter Andersen (AK Delta) bronze med 26,89 sek. (PR 26,70 sek. i indl.). Som årgang 1998 blev hun dermed en af de yngste medaljetagere nogensinde.

Mulbjerg holder fortsat højt niveau
En anden favoritsejr stod Trine Mulbjerg for i kuglestød. Ved mesterskabet i fjor satte den 21-årige Aarhus 1900-atlet dansk rekord med 15.09 meter. Trods en klar forbedring til 15.46 meter rakte det dog ”kun” til guld og ny hal-rekord, eftersom hendes danske rekord nu er flyttet længere ud. Måske kommer den næste weekend, hvor Trine støder i U23-klassen til DMU. På andenpladsen satte Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM) PR med 13.78 meter. 

Anne Møller – seks på stribe
En anden sejrsvant kvinde er Anne Møller (AAIG). Med nyt dansk årsbedste 8,75 sek. tog hun titlen på 60 meter hæk for sjette gang i træk – i øvrigt i nøjagtig samme tid som sidste år. Sølvet gik til 17-årige Mathilde Heltbech (Helsingør IF), der løb sin første 60 meter hæk med senior-hække og med 8,81 sek. alligevel blot var 0,02 sek. fra sin bedste tid i ungdomsklassen. Bronzen gik her til Anne Sofie Vermund (Sparta) - for andet år i træk.

Tætte afgørelser i springøvelserne
I mændenes stangspring var der som ventet tæt kamp mellem de to spartanere Rasmus W. Jørgensen og Mikkel M. Nielsen. Begge klarede 5.25 meter med nøjagtig samme springserie, så da den efterfølgende højde på 5.35 meter blev endestation, måtte der omspringning til. Rasmus W. Jørgensen kom her som den eneste over de 5.35 meter i det, der reelt var hans fjerde forsøg. Det var hal-rekord og det bedste resultat, siden Piotrek Buciarski vandt med 5.50 meter tilbage i 2004. Andreas Rønning (Ballerup AK) vandt bronze med 4.95 meter – hans næstbedste resultat nogensinde – mens Michael Christiansen (Aarhus 1900) på 4. pladsen forbedrede sin PR hele tre gange for at slutte med 4.55 meter.

Sælsom højdespringskonkurrence
Kvindernes højdespringskonkurrence blev en yderst sælsom affære. De fire bedste springere sprang fejlfrit på alle højder til og med 1.67 meter. Men da overliggeren kom op på 1.70 meter, resulterede det i tolv nedrivninger i alt. Derfor måtte alle fire ud i omspringning på samme højde: Endnu fire nedrivninger. Nede på højden 1.67 meter kom Sandra B. Christensen (Amager AC) og Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM) så over, mens de to 1900-piger Mathilde D. Jensen og Tine Bach Ejlersen røg ud. De to tilbageværende skulle så ifølge reglerne springe på 1.70 meter. Men den højde forblev en mur. Nede igen på 1.67 meter lykkedes det så endelig Sandra B. Christensen at tage titlen. Sølvet gik til Sofie Albrechtsen, mens Jensen og Ejlersen delte bronzen (og ikke sølvet, som det først forlød, at de skulle).    
 
Jessie Ipsen mister titlen
En mindre overraskelse var det, at Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) i længdespring kunne besejre Jessie Ipsen (KIF), der ellers tog titlen i fjor med 6.18 meter. Det lignede da også endnu en sejr til Ipsen, der fra start lagde sig i spidsen. I femte runde gik Ejlersen imidlertid med 5.79 meter to cm foran Ipsen, der ikke formåede at svare igen i sine sidste to forsøg. Var vinderresultatet klart dårligere end i fjor, så var bredden til gengæld klart forbedret. Martha Traoré (Sparta) vandt bronze med inde-PR 5.71 meter. I fjor gik bronzen blot på 5.36 meter.

Hoffmann forsvarer titlen
Hvad der ikke lykkedes for Ipsen, lykkedes for Jakob Hoffmann (Aarhus 1900), der på 1500 meter ikke efterlod nogen tvivl om, at han var den rette mester. Til at starte med lignede det et rigtigt ”luskeløb”, men det fik David Møller (Aalborg AM) stoppet ved at sætte et friskt tempo ret tidligt i løbet. Mens Hoffmanns titelforsvar foregik ret udramatisk, skete der ting og sager længere nede i feltet. Stortalentet Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) satte med 300 meter igen et ryk ind, der bragte ham forbi Jeppe Harboe (Sparta), som lå på bronzepladsen. Imidlertid løb den urutinerede silkeborgenser ind foran Harboe, der var tæt på at snuble og efterfølgende mistede pusten. Dahl-Jessen kom i mål på en tredjeplads, men blev på korrekt vis diskvalificeret, hvorpå bronzen gik til en anden juniorløber, Peter Glans (OA/OGF).

Sikker sejr til Brasen    
I kvindernes løb gik alt lige efter bogen. Louise Brasen (Sparta) genvandt titlen – endda i ny inde-PR 4:40,14 min., mens Simone Glad (OA/OGF) fortsatte sin fremgang med 4:42,37 min. Bronzen gik til det nye navn Maria Larsen (KIF), som blot er årgang 96.

Andreas Bube sikkert videre
De afsluttende heats på 800 meter bød ikke på nogen overraskelser. Hos mændene var de to stærkeste løbere, Andreas Bube (Bagsværd AC) og Rasmus Terp, kommet i samme heat, hvorfor Terp – i sin debut for Aarhus 1900 – var tvunget til at sætte et højt tempo, da Bube selvsagt havde udset sig den eneste direkte finaleplads. Den taktik lykkedes fint for Terp, der med en andenplads gik sikkert videre til søndagens finale.

DM-inde i Skive d. 25-26/2
Resultater 1. dag

© Copyright Dansk Atletik Forbund