Loading...

Nyheder 2012

DM-inde 2. dag (II): Mesterskabet lukket med manér

26. februar 2012 · Jeppe Weinreich

Stafetholdene lukkede festen af med to danske rekorder. For inden blev der budt på seværdige dyster i et væld af øvelser.

Mens næsten halvdelen af disciplinerne lørdag endte i en ny Sparbank Arena rekord, så drejede det sig søndag om over halvdelen. Facit er, at 2012-udgaven var det klart bedste DM-inde i de seneste fem år. Tætte dyster, dramatik, personlige såvel som danske rekorder. Skive kunne byde på det hele. Og faktisk var Ekelund-Arenanders danske rekord ikke den eneste af slagsen; i dagens sidste to discipliner faldt der nemlig endnu to, men det vender vi tilbage til.

Peder P. Nielsen fik sin revanche
Efter at være blevet besejret af Anders Møller (Sparta) ved både DM i august såvel som sidste års DM- inde fik Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) søndag ram på sin rival. Anders Møller startede ellers med at sætte dansk årsbedste med 16.25 meter i anden runde, men Peder P. Nielsen svarede igen med det samme ved at tangere sin inde-PR på 16.43 meter. Det kunne Møller ikke lige give igen på, og imens øgede Nielsen til 16.49 meter – identisk med hans PR udendørs. Møller, der kunne vinde sin ottende titel, forsøgte at hive en sejr hjem, men trods en forbedring til 16.35 meter i femte omgang måtte han erkende, at hans yngre konkurrent bare var bedre i dag. Kampen om at tage den enlige OL-plads fortsætter altså, og det bliver selvsagt spændende at følge de to aspiranter i den kommende udendørssæson. På bronzepladsen gjorde Jannick Bagge (Hvidovre AM) det ligeledes flot, da han forbedrede den danske 18-års rekord til 14.67 meter. Den ét år yngre Martin Johansen (Aalborg AM) holdt sig på fjerdepladsen heller ikke tilbage med en ny stor PR-forbedring til 13.96 meter.

Hannibal & Hakim i historisk godt løb
Nok tegnede mændenes 3000 meter på forhånd spændende, men at der ville blive løbet så stærkt, havde nok de færreste regnet med. Ret tidligt i løbet måtte feltet opgive at følge med Jakob Hannibal og Abdi Hakim Ulad (Korsør AM). 30-årige Hannibal trak Abdi med sig i et flot tempo. 1 km blev rundet i 2:43 min. Det samme gjorde den anden kilometer. Og da ingen viste tegn på træthed, stod det klart, at der ville blive tale om en hurtig tid. Kort før sidste omgang satte Abdi sit angreb ind. Han røg i spidsen, men allerede på næste langside svarede Jakob Hannibal igen og holdt føringen i mål, hvor uret stoppede på 8:06,08 min. – den næsthurtigste vindertid i DM’s historie, kun overgået af Mogens Guldberg i Rødovre Hallen (uden hævede sving) tilbage i 1986! Abdi Hakim Ulad satte på andenpladsen ny dansk U23-rekord med 8:07,36 min. I det hele taget et virkelig flot løb, hvor Jesper Faurschou (Herning LK) tog en sikker bronzemedalje.

Krabbe sejrer i årets hurtigste tid
Før dagens 60 meter finale kunne Martin Krabbe (AK Holstebro) ikke bare vinde titlen for 8. gang i træk; der var også lagt op til hans løb nr. 100 under 7,00 sek. Allerede i indledende imponerede Krabbe med 6,76 sek. I finalen gjorde han sin pligt og stormede i mål, hvor uret stoppede på 6,73 sek. – bare 0,04 sek. fra hans personlige rekord. På sølvpladsen imponerede Frederik Thomsen (Ballerup AK) igen med PR 6,83 sek. foran Andreas Trajkovski (KIF), der med 6,92 sek. ligeledes løb i PR. Begge er juniorer, og det styrker forhåbningerne om, at dansk atletik kan stille med et slagkraftigt stafethold til sommerens Junior-VM.

 

15-årig Annelouise var hurtigst
Afgørelsen hos kvinderne var ikke helt så hårfin som ventet. Mens svenske Erica Jarder (Sparta) imponerede med ny PR i 7,60 sek., viste 15-årige Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900) sig hurtigst blandt de danske deltagere. Hun tog titlen med 7,80 sek. efter at have sat PR i indledende med 7,78 sek. Mathilde Uldall Kramer (AAIG) byttede sidste års bronze ud med sølv i tiden 7,85 sek., mens Louise Østergaard (Randers Freja) nu tog bronze. 

Jessie revancherer sig i trespring
Jessie Ipsen (KIF) måtte noget overraskende nøjes med sølv i sin favoritdisciplin længdespring. Søndag var hun så med i trespring, og her fik hun revancheret sig ved at vinde i ny personlig rekord 12.42 meter. Den forsvarende mester Kathrine Holten Kristensen (KIF) måtte nøjes med bronze på 12.11 meter, mens Laetitia Kim Bruun (Sparta) satte dansk junior & U23-rekord med 12.33 meter. 

Bonde Holm tog titlen som ventet
De seneste to år satte Cathrine Larsåsen (Sparta) norsk rekord ved DM i Skive. Om det var de ændrede regler om, at hun i år alligevel ikke ville kunne kalde sig dansk mester, der gjorde udslaget, skal være usagt. Under alle omstændigheder måtte hun denne gang se sig besejret af Caroline Bonde Holm, der ligesom Larsåsen sprang 4.25 meter – men med færre nedrivninger undervejs. Den nykårede danske mester kunne efterfølgende glæde sig over at være blevet udtaget til VM-inde om to uger. VM-kravet på 4.52 meter har hun ganske vist ikke klaret, men med sin flotte danske rekord er hun blevet belønnet med en slags wild-card. Sølvet gik til Iben Høgh-Pedersen (Randers Freja), der med noget held klarede 4.15 meter i første forsøg. Overliggeren fløj op i luften, men mirakuløst blev den liggende, som den skulle. Tre nedrivninger på starthøjden af Line Renée Jensen (Randers Freja) åbnede op for bronze i DM-debuten til en anden Randers-springer, Amalie B. Petersen, der med 3.55 meter tangerede sin egen 14-års rekord. (Se DR Sportens indslag med Caroline - efter 9:28 min.)

Favoritsejr til Kim – Mertz tæt på de 18 meter
Caroline Bonde Holm får klubkammeraten Kim Juhl Christensen med til VM. Med 20.06 meter i sommer har han til gengæld indfriet kravet. Søndag var han dog et pænt stykke fra det, men tog alligevel sin sjette titel i træk med 18.87 meter efter en stabil serie med kun ét ugyldigt forsøg. At Nick Petersen (Sparta) p.t. har besvær med at få indkørt en ny teknik, blev meget tydeligt i finalen. Kun ved det første forsøg formåede han at holde sig inden for kuglestødsringen. Det enlige, gyldige stød målte 17.83 meter, så da den tredje spartaner Kenneth Mertz med 17.91 meter stødte sit længste nogensinde, måtte Nick nøjes med bronze. 

Klausen klarer 2.15 meter og genvinder titlen
For to år siden i Skive måtte højdespringer Janick Klausen (Aarhus 1900) kort før start melde afbud på grund af smerter i foden. Det tilbagevendende problem er desværre ikke blevet løst, men i år kunne han – efter at have undgået springbelastninger op til DM – trods alt stille op og forsvare titlen. Klausen sikrede sig titlen ved at klare 2.09 meter i sit andet forsøg. Der var imidlertid stadig en svensker og en nordmand med i konkurrencen, så Klausen fortsatte og klarede ligeledes 2.15 meter i andet forsøg. Nok til at slå nordmanden, men ikke Emil Svensson, som med 2.18 meter tangerede sin PR og satte svensk årsbedste. En højde, som Klausen i tre forsøg forgæves forsøgte at klare. På sølvpladsen satte Frederik Thomsen (Ballerup AK) PR med 2.06 meter og fuldendte et flot DM, som indbragte ham tre medaljer (bronze i længde og sølv på 60 meter) og tre personlige rekorder. Charles Kamau (AAIG) fik på bronzepladsen ligeledes en ny officiel PR på 2.03 meter.

 

Rønholt i vellykket comeback
Favoritsejre var der også på 800 meteren. Rikke Rønholt (Sparta), der senest deltog ved DM-inde tilbage i Malmø 2007, løb sikkert endnu en titel hjem i front fra start til mål. Med vindertiden 2:08,89 min. satte hun ikke bare ny hal-rekord, hun var også stærkt medvirkende til, at de langt yngre konkurrenter fik noteret indendørs-PR på de følgende pladser: Dagmar F. Olsen (Allerød AM) vandt sølv med 2:12,19 min., mens Josefine Rytter (Bagsværd AC) med en god finish snuppede tredjepladsen i 2:13,76 min.

Sølv fra C-heatet
Godt en time efter var Rønholt med på 400 meteren. Useedet som hun var, startede hun i det dårligste heat, men formåede alligevel at vinde sølv på sin tid. I A-heatet løb Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) guldet hjem knusende suverænt i tiden 55,03 sek. – ny hal-rekord og mere end tre sekunder foran Rønholt. 

 

Bube genvinder titlen uden besvær
Andreas Bubes (Bagsværd AC) finale forløb nogenlunde på samme måde. Også han løb i front fra start til mål, men her var efter aftale for at hjælpe sine konkurrenter frem til gode tider. Terp (Aarhus 1900) tog den ventede sølvmedalje med 1:53,16 min., mens hans klubkammerat Thomas Kjær tog bronze efter hård kamp med Mihn Kyun Cho (Helsingør IF).

Brasen mister titlen 
En der ikke kunne forsvare sin titel, var Louise Brasen (Sparta). Efter at have slået Simone Glad (OA/OGF) på lørdagens 1500 meter lignede det endnu en titel til Brasen, men med godt én kilometer igen på søndagens 3000 meter kunne Brasen ikke længere hænge på, og dermed blev rollerne byttet om. Simone Glad øgede sin føring og forsatte sikkert i mål, hvor en ny PR-notering på 9:56,07 min. ventede.

To danske rekorder
Og så er vi fremme ved stafetterne, hvor der på forhånd var forventninger til nye rekorder. Aarhus 1900’s kvinder stillede med halvdelen af det hold, som satte den gældende rekord for to år siden: Tine Bach Ejlersen og Sara Slott Petersen. Nye på holdet var mesteren på 60 meter Annelouise V. Jensen og så den blot 14-årige Frida Sångren, der fik fornøjelsen af at aflevere depechen til Sara, der stormede sidsteturen hjem til tiden 1:41,36 min. – en forbedring på 1,66 sek. af den tidligere rekord.

B-hold forbedrer dansk rekord
Hos herrerne oplevede man det ret usædvanlige, at Spartas B-hold i det første heat med tiden 1:28,91 min. formåede at forbedre Spartas egen danske rekord for klubhold! Med Jacob Riis og Jesper Simonsen degraderet til andetholdet råder man over et godt førstehold! Og det var præcis, hvad Sparta gjorde. Med Andreas Trajkovski og Nick Ekelund-Arenander sat på de to første ture forsøgte de forsvarende mestre fra KIF at sælge sig så dyrt som muligt, men Sparta tog føringen på tredje tur, og da Morten Jensen løb sejren hjem, var forspringet udbygget til over et sekund. Sluttiden? 1:27,08 min. – ikke langt fra den danske rekord, som et stærkt landshold satte tilbage i 1996. Spartas andethold blev belønnet med bronze.

DM-inde - Skive d. 25/26. februar 2012


Resultater – 2. dag

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund