Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 03-03 DMU-inde: Rekordregn på førstedagen
DMU-inde: Rekordregn på førstedagen
03. marts 2012 · Jeppe Weinreich
Dansk atletiks mange talenter forstod at levere varen på førstedagen af DMU i Skive, hvor hele syv ungdomsrekorder blev forbedret.
Syv danske ungdomsrekorder på førstedagen af DMU-inde i Skive siger det hele. Det var bare en virkelig flot lørdag i Sparbank Arena, hvor langt størstedelen af deltagerne formåede at få formen til at kulminere i det, der er vintersæsonens naturlige højdepunkt. Så lad os bare starte med rekorderne:
1. rekord
Simon Traoré (Sparta) havde allerede to gange tidligere i år forbedret 14-års rekorden på 60 meter hæk, senest til 8,50 sek. i Sverige i sidste måned. Efter 8,57 sek. i indledende løb han en nærmest perfekt finale og skar en ordentlig luns af sin egen rekord, som nu hedder 8,34 sek. Sølvet gik til den ét år ældre Mathias Mørk (Helsingør IF), hvis 8,51 sek. ifølge de nye rekordregler faktisk er en tangering af 15-års rekorden.
2. rekord
En anden 98’er (og dermed DM-debutant) var god for en rekord i 14-års klassen. Alberte Kjær Pedersen hedder den unge løber fra Fredericia Triathlon Team, som de færreste på forhånd havde hørt om. På pigernes 3000 meter lagde hun sig fra start i front, og dér blev hun i samtlige 15 omgange, indtil uret stoppede på 10:18,34 min. En tid, der ville have givet en sikker bronzemedalje ved sidste weekends senior-DM.
3. rekord
Der faldt endnu en rekord på 3000 meter, da Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) hos de mandlige juniorer vandt i 8:36,99 min. – sejren løbet hjem i front fra start til mål. Det 17-årige stortalent havde på forhånd en alvorlig konkurrent i skikkelse af Zacharias Grassmé (Sparta), som ved DMU i august i Odense faktisk løb ”dødt løb” med ham på 5000 meter. Dahl-Jessen har dog udviklet sig meget siden, og selvom Grassmé kæmpede flot for at hænge på, måtte han mod slutningen af løbet slippe silkeborgenseren, der lige akkurat kunne forbedre Mohammed Bashirs ti år gamle 18-års rekord med 0,03 sek. Dermed fik Dahl-Jessen en tiltrængt oprejsning efter sin diskvalifikation sidste weekend.
4. rekord
I den unge Simon Hansen har Herning GF fået et meget stort og hurtigt talent. På de 14-15 åriges 200 meter havde han dog i Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) en alvorlig konkurrent til titlen. Simon var som ventet hurtigst fra start, men selv om Vedel kom godt på den sidste langside, var det ikke nok til at hente ham. Tiderne blev så flotte som 23,58 og 23,65 sek. Førstnævnte tid var en rekordforbedring af de større: 0,56 sek.! Se indslag med Simon Hansen på TV2 MidtVest.
5. (og 6. rekord)
Den næste rekord faldt kort tid efter i klassen lige over. Her var der en anden imødeset duel mellem Simon Mathiasen (Hvidovre AM) og Morten Dalgaard Madsen (Skive AM), som faldt ud til førstnævntes fordel. Med 22,51 sek. forbedrede Mathiasen fra bane 3 sin egen 16-års rekord med ikke mindre end 36 hundrededele af et sekund. Dalgaard kom på andenpladsen ind bare 0,05 sek. efter, hvilket faktisk er rekord i 17-års klassen. Der venter selvsagt en spændende revanche på søndagens 60 meter…
7. rekord
Efter at have tabt til Simon Hansen på 200 meteren stillede Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) lidt senere op på favoritdistancen 800 meter, hvor han lige fra start satte et højt tempo. 400 meter blev rundet i 58 sekunder, og selvom han forståeligt nok var ved at stivne til sidst, holdt han hele vejen i mål, hvor han blev belønnet med tiden 2:01,70 min. – en forbedring af hans egen 15-års rekord med mere end to sekunder. Hvad kan det ikke blive til udendørs – og med løbere til at trække ham frem?
Som det ses af den omfattende resultatliste, vrimlede det med personlige rekorder, som egentlig havde fortjent mere omtale. Vinderresultaterne var i langt størstedelen af øvelserne bedre end sidste år, og arrangørklubben Skive AM har efterhånden samlet så meget erfaring som DM-arrangør, at arrangementet kører som smurt. Altså alt i alt en flot lørdag, som giver løfter om en lige så god søndag.
Andre steder
- Hos de 16-17-årige piger var vinderresultatet i højdespring bedre end sidste weekend. Vinderen var dog den samme, idet Sandra B. Christensen (Amager AC) her vandt med gode 1.72 meter.
- På 3000 meter kvinder U23 var Simone Glad (Odense Atletik) med tiden 9:51,98 min. ligeledes hurtigere, end da hun besejrede Louise Brasen til DM. Tiden var tilmed ny Sparbank Arena rekord.
- To andre seniormestre tog sikkert titlen i U23-klassen, men ikke med helt lige så gode resultater som forrige weekend: Andreas Martinsen (AK Holstebro) fik noteret 8,01 sek. på 60 meter hæk, mens Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) i kuglestød nåede ud på 15.14 meter.
- Selvom de store klubber naturligt dominerer meget, var der flere lidt upåagtede klubber som kom på sejrsskamlen. Faktisk vandt hele 34 klubber medalje i løbet af lørdagen. Færøske atleter (for Vejle IF og Hvidovre) viste også flaget med hele tre medaljer.
DMU-inde 2012 – Skive d. 3.-4. marts - resultatliste 1. dag